Alle med symptomer på coronavirus skal fremover testes

Hvide telte, der er opsat i hver region, skal være med til at sikre, at alle med symptomer kan coronatestes.

Mandag blev der afholdt pressemøde kl. 14.30 om corona-situationen. Foto: Ritzau Scanpix

Alle, der har symptomer på coronavirus, skal fremover testes for smitte.

Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde mandag eftermiddag.

- Ring, hvis du har symptomer. Så kan vi teste, og så kan vi stoppe smittekæderne.

- Hvis du har tør hoste, problemer med vejrtrækningen, så ring til din læge. Eller ring til vagtlægen, hvis det er uden for arbejdstiden, siger han. 

Læs også COVID-19 LIVE: Movia afviser chaufførers ønsker om øget sikkerhed

De seneste dage er en række hvide telte blevet opsat i byer over hele landet. Sundhedsmyndighederne har ikke villet afsløre, hvad formålet med teltene er.

Læs også Testcenter står klar foran Siljas vindue: - Vi har intet hørt

Det er steder, hvor der kan blive testet for coronavirus, oplyser sundhedsministeren på pressemødet.

- De hvide telte er en del af vores teststrategi, som igen hænger sammen med genåbningen af Danmark.

- Fra og med i dag udfører vi pilottest. Vi udfører test lige nu, siger Magnus Heunicke.