AGF forpurrer vild østjysk fodboldweekend

De østjyske fodboldhold har gjort rent bord i søndagens opgør i de bedste fodboldrækker med sejre over næsten hele linjen.

2-1, 1-0 og 3-2.  

Det er søndagens cifre i henholdsvis Silkeborg, Randers og Horsens' favør i de bedste danske fodboldrækker.

Dermed nærmer Silkeborg sig tredjepladsen i Superligaen, Horsens nærmer sig Superligaen, og Randers driller FCK's guldjagt. 

AGF kunne have fuldendt den østjyske triumf, men måtte se sig slået i de sidste minutter mod OB.

Silkeborg styrer mod første medaljer i 20 år

Med en sejr på 2-1 i Aalborg åbnede Silkeborg op for bronzekampen i Superligaens mesterskabsspil.

AaB fastholder tredjepladsen, men forspringet til søndagens modstander er nu nede på et enkelt point.

Det skaber et intenst kapløb mellem de to bronzebejlere, der mødes igen i den kommende runde i Silkeborg.

Silkeborg har nu taget fire sejre i træk i Superligaens mesterskabsspil og viser dermed en stærk formkurve i kampen om medaljer. Forud for søndagens sejr havde Silkeborg slået Brøndby, FC København og Randers FC.

Silkeborg og Lukas Engel nærmer sig Superligaens tredjeplads efter søndagens udebanesejr over AaB.
Silkeborg og Lukas Engel nærmer sig Superligaens tredjeplads efter søndagens udebanesejr over AaB. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Horsens maser sig længere ind i oprykningskampen

AC Horsens blander sig for alvor i den tætte kamp om de to oprykningspladser fra 1. division til Superligaen.

Med en hjemmesejr på 3-2 over Nykøbing FC rykker Horsens op på tredjepladsen.

Cheftræner Jens Berthel Askous Horsens-mandskab har blot et enkelt point op til det formsvage førerhold fra FC Helsingør og samme pointantal som Lyngby på andenpladsen.

Magnus Risgaard Jensen bragte hjemmeholdet foran efter godt ti minutters spil, og midtvejs i første halvleg øgede Anders K. Jacobsen føringen til 2-0.

Efter en halv time reducerede gæsterne fra Falster, da Kristian Lindberg gjorde det til 1-2 på et straffespark.

Godt et kvarter inde i anden halvleg genetablerede Anders K. Jacobsen tomålsføringen med scoringen til 3-1. Gæsternes Kristian Lindberg fik reduceret til slutresultatet 2-3.

Randers overrasker mod FCK

Søndag eftermiddag led FC København et overraskende nederlag til Randers FC, da de to mandskaber stødte sammen i Parken.

Kronjyderne slog løverne 1-0 på et sejrsmål af kantspilleren Jakob Ankersen i anden halvleg.

Randers var igennem størstedelen af kampen klart farligst, og samtidig lykkedes mandskabet med at lukke en tandløs FCK-offensiv ned.

Nederlaget betyder, at FCK har seks point ned til FCM på andenpladsen i Superligaen, men midtjyderne har dog en kamp i hånden mod Brøndby. Randers indtager sjettepladsen med 39 point.

AGF snubler til sidst 

Længe så det ud til, at AGF kunne fuldende den østjyske triumf på Ceres Park i søndagens sene kamp.

Men her måtte aarhusianerne se sig snydt i kampens allersidste minutter mod OB, da fynboerne scorede på straffe i overtiden. Dermed er AGF uden sejr i ni superligakampe i streg.

Det står klart, efter at OB gjorde ondt til værre for kriseramte AGF ved at slå aarhusianerne på en straffesparksscoring i overtiden til resultatet 2-1 på Ceres Park i femte runde af Superligaens nedrykningsspil.

Aarhusianerne begik to straffespark i kampen - det sidste et tåbeligt et af slagsen i tre minutters tillægstid, som kostede det ene point.

Med nederlaget er der kun seks point ned til Vejle Boldklub, der ligger lige under nedrykningsstregen.