Aftale om elevfordeling på gymnasier droppes og SU skæres
Flere skal tage en erhvervsuddannelse og det betyder ændringer af uddannelsessystemet i nyt regeringsgrundlag.
Der er lagt op til en stor reform af uddannelsessystemet i Danmark i det nye regeringsgrundlag.
Venstre har sikret sig en stor sejr, ved at den omstridte aftale fra 2021 om elevfordeling på gymnasier rulles tilbage.
Det betyder, at et kriterium om forældres indkomst i elevfordeling ikke længere skal gælde. I stedet skal eleverne fordeles efter transporttid.
Et andet af Venstres forslag fra før valget ser også ud til at blive til virkelighed. Den nye SVM-regering foreslår, at det på videregående uddannelser kun bliver muligt at modtage SU til normeret studietid.
Det betyder, at den maksimale SU-klip-ramme skal skæres fra 70 til 58 klip svarende til det sjette SU-år.
Socialdemokratiet får igennem, at op mod halvdelen af landets kandidatuddannelser skal forkortes fra to år til ét år med et "tydeligt arbejdsmarkedssigte".
I stedet skal der oprettes flere erhvervsuddannelser.
Regeringen ønsker også at etablere 500 til 1000 nye studiepladser på engelsksprogede erhvervskandidatuddannelser, hvor der mangler arbejdskraft.
Også optagelsessystemet til videregående uddannelser skal der kigges på. Regeringen vil give "bedre adgang via kvote 2".