Ældre Sagen: Her går Styrelsen for vidt
Ældre beboere på plejehjem skal i større udstrækning have ret til besøg af pårørende, mener Ældre Sagen. Besøgsrestriktionerne er ifølge organisationen for vidtgående.
Gang på gang hører vi om plejehjem, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed udstikker påbud om besøgsrestriktioner eller besøgsforbud på grund af corona-pandemien og stigende smittetal i diverse kommuner.
I de værste tilfælde betyder det, at ældre på plejehjem skal udvælge én enkelt pårørende, de fortsat gerne vil have besøg af. Det hele handler om at beskytte ældre i risikogrupperne, men man går simpelthen for langt. Det mener Ældre Sagen.
- Bare fordi man bor på plejehjem, har man jo de samme rettigheder som os andre. Jeg synes i virkeligheden bare, at man kan lave tankeeksperimentet og sige: Hvis det nu var dig, det drejede sig om - hvad ville du så sige til, at myndighederne fra i morgen af siger, at du kun må se din mand og ikke dine børn?, spørger David Vincent Nielsen, der er enhedskonsulent ved Ældre Sagen, retorisk.
Læs også
Ældre Sagen mener ikke, at de ældre selv bliver hørt. Og det er et problem, når mange af beboerne på plejehjemmene ikke bare kan krølle denne jul sammen og smide den i skraldespanden, mens man venter på næste år.
- For mellem 12-14.000 af plejehjemsbeboerne kommer der ikke en jul igen næste år, for der er de her ikke længere, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Familien Torntoft håber på en samlet juleaften
Annette Torntoft er en af dem, der lige nu står i en penibel situation. De seneste to år har hun troligt hentet sin 94-årige mor, Rigmor, og kørt hende hjem til juleaften i familiens selskab uden tøven. Og det er også planen i år.
- Selvfølgelig skal hun være sammen med sin familie juleaften, hvis det overhovedet er muligt, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvorfor giver det mening for dig at invitere hende med hjem, når der er større risiko for, hun selv bliver smittet eller bringer smitten videre til en anden beboer?
- Det er jeg også i tvivl om. Ét er, hvad der er det bedste for hende og for os som familie, men noget andet er i forhold til hele plejehjemmet.
Annette Torntofts 94-årige mor bor til dagligt på Præsthøjgården i Horsens, og her er holdningen, at man grundlæggende skal lytte til myndighederne, da restriktionerne er sat i verden for at beskytte beboerne.
Alligevel håber familien Torntoft, at den 24. december bliver i selskab med den ældste generation.
- Jeg håber, det kan lade sig gøre, men vi har også respekt for det, hvis det ikke kan, om end det måske er hendes sidste jul. Det ved vi jo aldrig, siger Annette Torntoft.
Juleaften er ikke det vigtigste
Selvom det særligt er juleaften, der er i fokus hos familien Torntoft, er det ikke nødvendigvis det vigtigste for de ældre. Det mener i hvert fald David Vincent Nielsen.
- De er mere interesserede i, at de skal sidde på plejehjemmene hele december uden at få besøg – og januar til den tid, hvis man stadig er her, siger han.
Han understreger desuden, at de ikke hos Ældre Sagen mener, at der skal lukkes helt op for besøg på plejehjemmene. I stedet skal det kunne lade sig gøre at få besøg af op til fire forskellige pårørende i de ældres eget hjem.