27-årig skyldig i drabsforsøg: Planlagde masseskyderi i Østjylland
Retten i Aalborg tilsidesætter forklaring fra 27-årig mand om, at angrebsplan var en fantasi.
En 27-årig mand fra Hobro planlagde et eller flere masseskyderier mod skoler i Østjylland og er skyldig i drabsforsøg.
Det har et enigt nævningeting i Aalborg torsdag formiddag bestemt.
Manden har nægtet sig skyldig. Han har forklaret, at han var fascineret af skoleskyderier og foretog intens research på emnet fra 2015 til 2018.
Mistede motivationen
Men herefter lagde han ifølge sit eget udsagn planen på hylden, fordi han ikke længere havde motivationen.
Desuden gik det op for ham, at det hele var en syg fantasi, har han forklaret i retten.
Men den forklaring har retten valgt at tilsidesætte.
- Vi finder det ubetænkeligt at tilsidesætte forklaringen om, at det hele var en fantasi, og at han mistede interessen.
- Han opgav ikke på noget tidspunkt, men udskød blot planen og fortsatte sine forberedelser frem til anholdelsen, lyder det fra retsformanden, Helle Dietz.
Retsformanden lægger vægt på, at den tiltalte så sent som i december 2020 søgte på våben på det mørke internet.
Tre dage før sin anholdelse oprettede han en bestilling på det mørke internet på en halvautomatisk AR-15 riffel.
Den spinkle nordjyde med det lange, mørke hår sidder tavst og lytter, mens dommeren læser konklusionen op.
Kun østjyske mål
De tre dommere og seks nævninger har fundet den tiltalte skyldig i alle anklagepunkter.
Dog med den begrænsning, at planen om skoleskyderier kun omfatter skoler og institutioner i Østjylland.
Anklagemyndigheden har også nævnt flere mulige mål i Nordjylland, som efter dommernes vurdering ikke har været i spil.
Den 27-årige har forklaret, at han skrev et 178 sider langt manifest, hvor han beskrev sit ønske om at "slå så mange mennesker ihjel som muligt".
Han tog på to rekognosceringsture til Aarhus, hvor han gik rundt på gangene på Århus Statsgymnasium, Aarhus Universitet, Sosu-Østjylland samt en folkeskole, han ikke husker navnet på.
En enestående sag
Anklager Kim Kristen fortæller, at han er glad for dagens dom. Han pointerer også, at det været en ekstraordinær sag at arbejde med.
- Det er utvivlsomt en helt enestående sag, og heldigvis for det. Der er jo tale om nogle meget markante synspunkter, som vi har gennemgået inde i retten. Så det har i hvert henseende været en meget speciel sag, siger Kim Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Den dømtes forsvarer, Ulrik Andreas Henriksen, fortæller, at hans klient ikke er tilfreds med dagens dom.
- Han er uenig i skyldskendelsen. Han fastholder, at det bare er fantasier og fascinationer. I forhold til sanktionen er han enig i, at hvis han skal dømmes, skal ikke have en straf, han skal have noget hjælp, siger Ulrik Andreas Henriksen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ikke egnet til fængselsstraf
Læger har vurderet, at den tiltalte er sindssyg eller på anden måde psykisk afvigende. Derfor er han efter eksperternes vurdering ikke egnet til fængselsstraf.
Anklagemyndigheden mener, at den 27-årige bør idømmes til anbringelse på en psykiatrisk afdeling.
Anklager og forsvarer skal nu fremføre deres argumenter for en passende sanktion, og herefter vil retten trække sig tilbage for at votere.
Der ventes endelig dom senere på dagen.