Efter massiv kritik: 1000 flere ansatte skal forbedre forhold i ældreplejen
Efter afsløringer af meget kritisable forhold i ældreplejen afsættes der 425 millioner på området i finanslov.
Regeringen er blevet enig med De Radikale, SF og Enhedslisten om at sætte 425 millioner kroner af til at forbedre forhold i ældreplejen næste år.
Det skal sikre 1000 flere ansatte, fremgår det af aftale, som præsenteres lørdag.
I 2022 og 2023 stiger det årlige beløb til 450 millioner kroner, hvorefter beløbet i 2024 sættes op til 500 millioner kroner årligt.
Ud over flere hænder i ældreplejen skal pengene også gå til at højne fagligheden hos de ansatte.
- Det har været en kæmpe hjertesag for Enhedslisten, og den aftale leverer også samtidig det første reelle løft i vores ældrepleje i hvert fald i et årti, siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL) på et pressemøde i Finansministeriet.
Kommunerne skal søge om penge til at ansætte mere personale og samtidig få ufaglærte til at tage en social- og sundhedsfaglig uddannelse.
Læs også
Massiv kritik af forhold
Forholdene i ældreplejen har været til debat i år, ikke mindst efter at TV2 sendte dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden", der viste markante svigt i ældreplejen.
I dokumentaren blev der ved hjælp af skjult kamera dokumenteret både plejesvigt og nedværdigende tale på blandt andet Kongsgården i Aarhus og Huset Nyvang i Randers.
Siden har der fra politisk side været ekstra meget fokus på at få forbedret forholdene for de ældre.
Løser ikke alle problemer
1000 ekstra ansatte i ældreplejen betyder groft sagt lidt over ti flere ansatte i hver af Danmarks 98 kommuner.
Direkte adspurgt erkender finansminister Nicolai Wammen (S) da også, at der er et stykke vej at gå endnu.
- Vi bilder os ikke ind, at vi med denne finanslov løser alle problemer i ældreplejen.
- Men det er et stort skridt i den rigtige retning, at vi nu afsætter penge til, at der bliver mulighed for at ansætte flere hænder, siger han.
Både Nicolai Wammen og Pernille Skipper henviser til, at det ikke nødvendigvis kun handler om flere varme hænder, men også en kulturændring i ældreplejen.
Rød blok afsætter penge til børn, unge og ældre
Regeringen og dens støttepartier præsenterer lørdag en række initiativer, der skal styrke velfærden.
Regeringen, De Radikale, SF og Enhedslisten har lørdag indgået en delaftale i finanslovsforhandlingerne. Her afsætter partierne penge til blandt andet ældre, minimumsnormeringer og ungdomsuddannelser.
Her er hovedpunkterne i aftalen:
* Ældre: Der afsætte 425 millioner kroner næste år til bedre ældrepleje. Beløbet stiger til 500 millioner kroner årligt. Det er ifølge aftalepartierne nok til at sikre 1000 flere ansatte i ældreplejen.
Pengene bliver tildelt kommunerne på betingelse af, at de også sender allerede ansatte ufaglærte i uddannelse, så det sikres, at der kan ske et fagligt løft.
* Minimumsnormeringer: Der afsættes 200 millioner kroner årligt fra næste år til flere voksne i daginstitutionerne. Det betyder samtidig, at den fulde indfasning af minimumsnormeringerne rykkes ét år frem.
Lovkravet om minimumsnormeringer rykkes frem til 2024.
* Ungdomsuddannelser: Der afsættes 220 millioner kroner årligt frem til 2024 til et løft af taxametertilskuddene på de gymnasiale uddannelser.
Det vil både sige de almene gymnasiale uddannelser stx og hf samt de erhvervsgymnasiale uddannelser htx og hhx. Løftet skal være med til at styrke det faglige niveau i hele landet.
Derudover afsættes der blandt andet 80 millioner kroner årligt frem til 2024 til et generelt taxameterløft på tværs af erhvervsuddannelserne. Samt 80 millioner kroner om året til et løft af social- og sundhedsuddannelserne.
Kilder: Finansministeriet, aftalepartierne.
Pernille Skipper peger på nogle af de scener, der blev vist i TV2-dokumentaren, hvor ansatte viste basal mangel på menneskelig omsorg.
- Det er jo et kulturproblem, der kan opstå, hvis man i for lang tid har for travlt til rent faktisk at se mennesker i øjnene.
- Men det er også et spørgsmål om på andre måder at øge fagligheden i ældreplejen, siger hun.
FOA: Et reelt kvalitetsløft
Med mere faglighed og flere ansatte på ældreområdet samt en fremrykning af minimumsnormeringer tager regeringen og aftalepartierne endnu et skridt mod genopretning af velfærden, mener fagforeningen FOAs formand.
- Vi ser med forliget en villighed til ikke bare at lappe og vedligeholde, men faktisk at genoprette velfærden i Danmark. Velfærdsaftalen under Finansloven 2021 er et reelt kvalitetsløft og endnu en bevægelse i den retning, der blev sat med finansloven sidste år, siger Mona Striib, forbundsformand for FOA, i en pressemeddelelse.