Pernille til kamp mod lastbiler: - De skal ud af byen

Transportfirmaet Velopak sidder ikke fast i trafikken, og så udleder de ingen CO2, for de går mod strømmen og bruger kun cykler.

06:37

VIDEO: Velopak kæmper for miljøet ved at sende cykler ud på de aarhusianske veje.

De fleste har nok set det før – store vare- og lastbiler, der med møje og besvær får fragtet pakker ud inde i midtbyens smalle gader. Ud over problemerne med lastbilernes fysiske størrelse, så er de ikke ligefrem CO2-neutrale.

Men det vil en lille aarhusiansk virksomhed gøre noget ved. Velopak hedder de, og de mener ikke, løsningen på verdens klimaudfordringer skal findes i dyre futuristiske løsninger. Nej, de går i den helt anden retning – den gode gamle cykel er nemlig løsningen.

- Vi vil gerne have alle vare- og lastbiler ud af indre by. De fylder, de larmer og de oser. Det gør vi ikke. Vi gør det samme bare uden alle generne, siger Pernille Lundholm Rasmussen, der er medejer af Velopak.

Både store og små pakker bliver fragtet på specialcyklerne. 

Velopak har eksisteret siden 2011 og har i dag 12 bude, der hver dag fragter pakker, gods og meget mere til alle dele af byen. Og for medejer Pernille Lundholm Rasmussen, er det ikke bare et job. Hun og de andre bude er på en mission.

- Jeg kunne lige så godt blive ansat i et almindeligt kurerfirma med en van, hvis jeg bare kunne lide at levere pakker – det er jo måden, jeg vil levere dem på, der gør udslaget for mig, siger Pernille Lundholm Rasmussen.

Læs også Drop fordommene - her har elcyklerne wow-faktor

For hende handler det om at vælge den bæredygtige løsning. Vi har ikke råd til andet, og hvis vi ønsker en fremtid, der er værd at leve. 

- Jeg vil bare gerne have, at mine børn opvokser i en verden, hvor de kan trække vejret frit, siger hun.

Et af firmaets 12 bude. 

Firmaet fragter mere end 25.000 pakker om året og tilbagelægger mere end 40.000 kilometer rundt omkring i Aarhus. De lover lynhurtig fragt - og at de er langt bedre end bilerne.

Inde i byen er vi simpelt hurtigere.

Pernille Lundholm Rasmussen

- Inde i byen er vi simpelt hurtigere. Vi kan altid komme igennem, for tit og ofte sidder bilerne fast eller har problemer med at finde parkeringspladser, de problemer har vi ikke, siger Pernille Lundholm Rasmussen.

Velopak har flere forskellige cykler, der kan levere mange typer fragt. Deres firehjulede cykler kan for eksempel læsses med op til 300 kilo.

Der står DHL på et par af cyklerne, det er fordi, Velopak blandt andet har DHL som kunde.

FN: Cyklen er svaret på trængsel i byerne
Indenfor de seneste 10 år er der kommet over 100.000 flere biler på vejene i Østjylland. Den øgede mængde biler giver mere trafik og dermed mere kø. Det betyder, at både mennesker og varer kan sidde fast i trafikken i lang tid, hvilket kan blive dyrt for virksomhederne.

Dansk Industri vurderer blandt andet, at omkostningerne vil stige med op til 400 millioner kroner om året i Østjylland, hvis der ikke gøres noget. Og frem mod 2030 vil køerne vokse med 30 procent.

Læs også Langå-firma redder verden et stykke plastik ad gangen

For FN er løsningen derfor klar. Deres verdensmål nummer 11 sigter efter mere bæredygtigtrafik i byerne. Og her slår Velopak to fluer med et smæk: De er grønne, og så fylder de ikke i køerne.

- Vi kunne rigtig godt tænke os, at for hver cykel vi sætter på gaden, er der en lastbil mindre inde i byen, siger Pernille Lundholm Rasmussen.

Lille firma, stor betydning
Selvom Velopak kun har 12 cykler, der kun kører i Aarhus, så giver det stadig noget i det samlende klimaregnskab, lyder det fra manden bag podcasten Bæredygtig Business, Steffen Max Høgh.

- En lille virksomhed som Velopak kan faktisk bidrage rigtig meget. Alle skal jo bidrage, og de her virksomheder, der formår at finde en forretningsmodel, hvor de bidrager lige nu, de er firstmovers. De kommer til at ligge med helt fremme, når markedet er klar, siger Steffen Max Høgh.

Dagens levering er til en restaurant i Aarhus Ø. 

Velopaks fokus på bæredygtighed er for flere kunder grunden til at bruge netop dem som fragt firma.

- På den måde bliver vi bæredygtige igennem hele vores madproduktion. Vi kan også mærke på vores gæster, at der er begyndt at være et større fokus, hvordan maden bliver produceret og ikke mindst transporteret, siger Nicklas Friis Nielsen, der er køkkenchef og medejer af restauranten Ghrelin.

Fransk oprindelse
Velopak har netop sin oprindelse i udlandet. Tilbage i 2011 blev firmaet stiftet af et fransk cykelbud ved navn Brice, der havde hørt om cykellandet Danmark.

Men skuffelsen var svær at gemme, da han finder ud af, at der ingen cykelbude er. Kort tid efter stifter han Velopak, der er en sammensætning af det franske ord for cykel ”velo” og det danske ord ”pak”.

"Velo" betyder cykel på fransk.

Velopak kører når vi andre holder stille. De gør det grønt, og det er noget, der batter.

- Vi syntes jo, at vi er med til at redde Aarhus, når vi er med til at skabe denne her klimavenlige løsning. Men også fordi vi er med til at give kunderne en meget hurtigere løsning, siger Pernille Lundholm Rasmussen fra Velopak. 

Den blå cykel er Pernilles.

Velopak har håb for fremtiden – både for miljøet og forretningen.

- Vi håber bare på, at det i den nære fremtid bliver cykelbude, der leverer i stedet for lastbiler, og det gør jo ikke noget, hvis det er Velopak, der skal stå for det, siger hun.