Vidne truet med pistol
19-årig kvinde forsøgte at stoppe indbrudstyv, endte med at blive truet med pistol
En flugt fra et indbrud i en tøjbutik i Odder, udviklede sig søndag aften dramatisk.
Kl. 21.31 begik en 40-45 årig mand indbrud i en tøjbutik på Rosensgade i Odder, oplyser Østjyllands Politi.
Under flugten forsøger en 19-årig kvinde at stoppe indbrudstyven, da hun ser ham komme løbende med en bunke tøj under armen.
- Da kvinden forsøger at stoppe ham, siger han, jeg har en pistol, fortæller Mogens Brøndum politikommissær ved Østjyllands Politi.
Kvinden slipper manden og lader ham løbe.
Gerningsmanden beskrives til at være mellem 40 og 45 år, 185 cm. høj, almindelig af bygning, iført sort kasket, sort og blå jakke samt lyseblå cowboybukser.
Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der kan bidrage med oplysninger i sagen og kan kontaktes på tlf. 114.