Ung kvinde ramte frontalt ind i træ
En kvinde kørte af vejen og ramte et træ. Tilsyneladende fik hun et ildebefindende.
05. dec 2022, kl. 11:56
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Søndag eftermiddag kørte en 21-årig kvindelig bilist af vejen og ramte frontalt ind i et træ.
Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Ulykken skete på Aakjærvej i Odder omkring klokken 15, og det var en tilfældig forbipasserende, som opdagede bilen og ringede 112.
Ifølge døgnrapporten fik den unge kvinde formentligt et ildebefindende, inden hun kørte af vejen og ramte træet.
Politiet oplyser, at kvinden blev kørt til hospitalet, men at hun angiveligt ikke er kommet alvorligt til skade i forbindelse med ulykken.