Uffe Jensen: Det er jo helt vildt!
Borgmesteren i Odder nyder stor popularitet i ny meningsmåling
Det er ikke tit, at en politiker bliver mundlam, men det var tilfældet, da TV 2 | ØSTJYLLAND ringede Odders borgmester Uffe Jensen (V) op.
I telefonen fik han præsenteret nyheden om, at han i øjeblikket er en ret så populær borgmester.
Det stempel har han fået af borgerne i sin kommune. En Megafon-måling viser, at 64 procent af Odder-borgerne har svaret, at de enten er meget tilfredse eller tilfredse med deres borgmester.
En nyhed, som Uffe Jensen naturligt nok er meget stolt over:
- Jeg er glad og også overrasket over det. Det er jo helt vildt. Jeg synes jo stadig, at jeg er ny i jobbet, siger han til tv2oj.dk
Uffe Jensen blev valgt som borgmester i Odder Kommune i 2013 og har indtil nu altså haft to år i stolen.
Hvis han selv skal give flere bud på, hvorfor han nyder popularitet blandt vælgerne, er svarene synlighed og samarbejde i byrådet.
Bedre stemning og øget synlighed
En del af æren for sin popularitet giver Uffe Jensen netop sine byrådskollegaer på tværs af partierne:
- Næsten alle beslutninger bliver truffet i enighed. Vi respekterer hinanden, så på den må kan man godt sige, at der blæser nye vinde over Odder, siger han og henviser til tiden før borgmesterskiftet:
- Tonen i byrådet er blevet bedre. Dengang var stremningen dårlig.
Blandt de resultater, som Uffe Jensen selv er stolt af, er for eksempel det bedre erhvervsklima i kommunen. I Dansk Industris undersøgelse tidligere på året, rykkede Odder 30 pladser frem.
Den fremgang skyldes ifølge hovedpersonen tilstedeværelse:
- Jeg vil gerne være en synlig borgmester. Jeg har besøgt rigtig mange virksomheder og også offentlige institutioner, siger Uffe Jensen.
Hvad kan du så gøre bedre de næste to år?
- Det gælder om at fortsætte det gode arbejde. Jeg vil se og mærke i kommunen hos både borgere og virksomheder. Jeg vil være, hvor de er. Det er jo nok det, som nu bliver kvitteret for.
Meningsmålingen omkring Uffe Jensens borgmesterpopularitet er udarbejdet i forbindelse med midtvejsvalget på TV 2 | ØSTJYLLAND. Fra den 9. til 25. november bliver der gennemført valgdebatter og meningsmålinger i alle de østjyske kommuner og i regionen.
Se debatten fra Odder Kommune onsdag aften fra klokken 19.30.