Udsat butiksansat til statsminister: - Hvornår får vi vaccinen?

Mette Rasmussen fra Odder møder hver dag masser af kunder som butiksansat, og hun håber snart at blive vaccineret mod covid-19. Men ældre og sundhedspersonale kommer i første række, lød det fra Mette Frederiksen.

Til daglig er butiksansatte Mette Rasmussen i tæt kontakt med kunder i supermarkedet Løvbjerg i Odder. 

Hun er meget bekymret for at blive smittet med coronavirus på sit arbejde:

- Nu er jeg selv i risikogruppen, fordi jeg har astma, så jeg tænker rigtig meget over det med afstand, sprit, vasken hænder og alt det vi skal, siger Mette Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.

Torsdag havde Mette Rasmussen chancen for at spørge statsministeren, om hun og hendes kolleger i supermarkedet kan blive rykket frem i vaccinekøen.

Det skete ved et virtuelt møde arrangeret af HK Handel.

Statsministeren slog fast, at det i første omgang er de ældste, syge og sundhedspersonale, der vaccineres:

- Hvis jeg skal sige det lidt firkantet, så er det værre, hvis en sygeplejerske eller en hjemmesygeplejerske smitter et gammelt menneske, end hvis der er smitte i et supermarked, sagde Mette Frederiksen (S).

Endnu ingen afklaring

Statsministeren forklarede videre, at man på et tidspunkt vil prioritere vacciner til en målgruppe kaldet 'kritisk personale'. Her kan butikspersonale håbe på at komme med, men det er langt fra sikkert:

- Den er ikke præcist defineret endnu, og der er rigtig mange personalegrupper, der gerne vil ind i den, sagde statsministeren.

Kritisk personale vil typisk være personalegrupper, som på grund af deres jobfunktion er i tæt kontakt med andre mennesker. Sundhedsmyndighederne vil komme med en vurdering af, hvilke personalegrupper der bliver mest udsat for smitte.

Svar var som forventet

Mette Rasmussen synes, at svaret fra statsministeren var, som hun havde regnet med.

- Selvfølgelig skal sundhedspersonale og ældre vaccineres først, men jeg synes godt, der kunne komme en lille rubrik til os, siger Mette Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun fremhæver, at hun og hendes kolleger er omgivet af mange kunder hver dag, og at kassepersonalet hver dag håndterer kontanter, som kunder har rørt ved.

Tak fra statsministeren

Selvom det ikke blev en lovning om vaccine, så fik Mette Rasmussen noget andet med fra sit virtuelle møde med statsministeren. 

Statsministeren sendte nemlig en tak til landets butikspersonale.

- Vi er meget, meget afhængige af, at I går på arbejde, så vi kan få mad og få vores liv til at fungere, siger Mette Frederiksen.

Og den anerkendelse betød meget for Mette Rasmussen.

- Det var rigtig rart at få et skulderklap og en stor tak for indsatsen, butikspersonalet har gjort. Vi har altså knoklet, siger hun.  

TV2 ØSTJYLLAND ville gerne have stillet uddybende spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen. Men det har desværre ikke været muligt. 

20070702-153634-5-1920x1284we

Overblik: Sådan genåbner Østjylland mandag

Hjemmeskole studerende

play De fleste studerende føler sig ensomme under nedlukning

Vaccine

liveblog COVID-19 LIVE: Nyt vaccinationssted i Østjylland

hest2

play Naturpark beskyldt for misrøgt af heste: Afviser alle anklager

Martin Damgaard

play Naboer vil hive politikere ud i virkeligheden: De skal vide, hvad de stemmer om

IKEA

play Derfor åbner IKEA ikke i morgen