Tyve stjal fyldt våbenskab

En eller flere gerningsmænd har blandt andet stjålet fem haglgeværer og et luftgevær fra en adresse i Odder

Arkivfoto. Våbnene har ikke noget med det omtalte indbrud at gøre. Foto: Colourbox

Et våbenskab indeholdende fem haglgeværer, et luftgevær, patroner samt kontanter, tre armbåndsure, smykker og en telefon er blevet stjålet fra Rørth Ellevej i Odder.

Gerningsmændene er ifølge politiet kommet ind i boligen ved at bryde vinduet til soveværelset op.

- De har gennemrodet hele huset. Våbenskabet var boltret fast, så de har haft noget godt grej med for at kunne få det fri, siger vagtchef Klaus Hvegholm Møller fra Østjyllands Politi.

Han fortsætter:

- Alle våben er hamrende farlige, og et haglgevær kan slå ihjel, så vi ser med stor alvor på det.

Indbruddet er blevet begået i tidsrummet fra torsdag klokken 17.00 til lørdag klokken 12.00.

Har du oplysninger om indbruddet og de stjålne våben, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.