Tunø klar med første navne
Festival skyder billetsalget i gang
Tunø Festival har netop offentliggjort de første seks navne på næste års plakat.
Det ligger nu fast, at den lille ø-festival får besøg af Clazz, Lars Lilholt samt kvartetten Dissing, Dissing, Las & Dissing.
Derudover kan festivalgæsterne se frem en dragqueen-fest, når Tina Turner-kopibandet Turn on Tina går på scenen. Også Djursland Spillemændene og jazzorkestret Doc Houlind har skrevet kontrakt med Tunø Festival.
- Vores program begynder at tage form, og jeg er glad for at byde velkommen til Lars Lilholt, som besøger os til sommer. Han har før fået teltet til at danse og gæsterne til at skråle i kor, siger Tunø Festivals formand, Jørn Kildall, i en pressemeddelelse.
- Det bliver også fedt at få Clazz på scenen igen - de kan også banke en fest sammen. Særligt glæder jeg mig selv til Poul Dissing, når han sammen med sønnerne ganske sikkert vil fortrylle det store telt med sin specielle stemme, gode tekster og skønne musik.
Som noget nyt har Tunø Festival åbnet for billetsalget ekstraordinært tidligt. Billetterne til festivalen er allerede sat til salg via Billetnet.