Tour de Eiffel løber 1.300 kilometer på løbehjul

To unge løbehjulsryttere har sat sig for at løbe 1300 kilometer til Paris på løbehjul

01:53

To unge mænd fra Odder indledte søndag den 1.300 kilometer lange tur til Paris, vel at mærke på løbehjul. Sidste år kørte de Jylland rundt, men nu sigter de altså efter Eiffeltårnet

Holdet Tour de Eiffel har søndag sat kursen mod Paris. Holdet består af to løbehjulsryttere fra Odder.

Turen finansieres via sponsorer, og der samles ind via sociale medier. Overskuddet går til Kræftens Bekæmpelse.

De to ryttere, Allan Ludvigsen og Frederik Woldenhof, er ikke i tvivl om, at de kan gennemføre den 1.300 kilometer lange tur.

- Det er lige under 100 kilometer om dagen, og det tror vi godt, vi kan, siger Allan Ludvigsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Heldigvis har de to løbecykelryttere en følgebil. Den er fyldt med sodavand, müslibarer, vand og sovegrej – og så selvfølgelig rytternes kærester.

- Vi skal jo bare opvarte drengen i hoved og røv, siger Anna Sofie Nielsen, der er Tour de Eiffels supporter.

Forplejningen og opbakningen er der brug for, når fyrene begiver sig ud på den noget strabadserende tur på løbehjul.

- Man skal være meget opmærksom på, at der ikke er det store stødabsorbering i det (løbehjulet, red.). Så det er ret hårdt for ens led. Generelt er det ikke særlig komfortabelt, siger Allan Ludvigsen fra Tour de Eiffel under deres første pitstop i Horsens.

SE OGSÅ: Hjemvendt: 1.000 km på løbehjul

- Og i regnvejr, som det er i de her dage, så er det ikke meget, der skal til, før man snubler, siger Frederik Woldenhof.

Hele holdet ser frem til at komme længere syd på, hvor de skal følge kendte cykelruter.

- Når man kommer ud på de der mindre veje omkring det franske og belgiske, så regner vi med, at vi kan se lidt natur som andre, der har kørt turen før på cykel, siger er ret flot, siger Allan Ludvigsen.

Se mere om den lange løbehjul-tur i videoen øverst i artiklen.