Syrere gav roser til ældre
Flygtninge markerede syrisk Mors Dag ved at uddele blomster på plejehjem
De er flygtet fra et borgerkrigsramt land og bor nu i Danmark.
Selvom deres vante hverdag er flere tusinde kilometer væk, holdt en gruppe syriske flygtninge fra Odder i dag fast i en tradition.
I dag er det nemlig Mors Dag i Syrien, og det valgte flygtningene at se som en anledning til at vise deres taknemmelighed for den modtagelse, de har fået i Danmark.
Som et symbol på taknemmeligheden uddelte de røde roser til beboere på to plejehjem i Odder.
- Vi synes, det er en god idé, at kvinderne her på plejehjemmet skal have masser af blomster fra os som tak for den danske venlighed, siger Khaled Ksibi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er blandt andet danskernes hjælp med praktiske gøremål og sprogundervisning, som Khaled Ksibi har været specielt glad for.
Hvem, der også var glade, var plejehjemsbeboerne ved Plejeboligerne på Bronzealdervej, som TV 2 | ØSTJYLLAND i dag besøgte.
Her satte beboer Lis Studsgaard Jensen stor pris på de syriske flygtninges gestus og valgte efterfølgende at tage sig en længere snak med blandt andet Khaled Ksibi:
- Jeg synes, det er meget flot. Jeg vil så gerne, at vi skal lære hinanden at kende. At vi kan hjælpes ad, siger hun.
Du kan se, hvordan det så ud, da plejehjemsbeboerne blev overrasket med roser i videoen øverst i artiklen, hvor Khaled Ksibi også fortæller om baggrunden for uddelingen.