Smittestigning i Odder: To folkeskoler ramt af corona-udbrud
Det seneste døgn er yderligere seks personer testet positiv for COVID-19 i Odder Kommune. Smitten er særligt koncentreret omkring to folkeskoler.
Odder Kommune er en lille kommune med knap 23.000 indbyggere. Derfor skal der ikke så mange smittetilfælde til, før tallene udvikler sig drastisk i kommunen.
Seks nye smittetilfælde på et døgn lyder ikke umiddelbart af meget, men det er en stigning på næsten 30 procent i Odder Kommune.
Særligt bekymrende er det, at syv af smittetilfældene er kommet på to af kommunens folkeskoler. Vestermarken har tre elever og en lærer smittet, mens Skovbakken har tre elever smittet.
Læs også
Derfor er henholdsvis fem og to klasser på de to skoler nu sendt hjem i isolation, mens de bliver testet for COVID-19.
Odders borgmester Uffe Jensen (V) ser alvorligt på situationen, men oplyser desuden, at der ikke er nye lokale restriktioner på vej.
- Vi er i løbende dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, og de har ikke vurderet det nødvendigt at gøre yderligere lige nu. Men vi sover med støvlerne på og er klar til at rykke, hvis situationen forværres i den kommende tid, siger Uffe Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Intet mønster i smittespredning
Smittetilfældene i Odder Kommune fordeler sig ifølge borgmesteren på alle aldersgrupper og i alle dele af kommunen. Dog ret naturligt med flest smittede i selve Odder by.
- Det er en lumsk sygdom fordi man aldrig ved, hvornår den slår til. Der er absolut ingen mønstre i smittespredningen, som vi kan slå ned på. Det bedste råd er derfor, at man holder fast i de kendte råd om afstand og afspritning, siger Uffe Jensen.
Læs også
Det er efterhånden en gammel plade, der spiller, når borgmestre og andre politikere opfordrer til at man holder fast i rådene om afstand og håndsprit. For ingen ved hvor længe vi skal gøre det.
Men Uffe Jensen tror alligevel på, at der er lys for enden af tunnelen. Særligt med henblik på de seneste gode nyheder om troværdige vacciner, der er på vej.
- Corona er som en dyne over hele samfundet, men vi er nødt til at holde fast og vente på, at vi går en lysere tid i møde. Jeg tror og håber på, at 2021 kan blive året, hvor vi så småt kan vende tilbage til en mere normal hverdag, siger Uffe Jensen.