Skudveksling i Odder var ´et internt opgør´
Tre anholdt efter skyderi på ejendom ved Odder. En person er ramt, men er uden for livsfare.
Tre personer er anholdt efter en skudepisode nord for Odder i Østjylland søndag.
Det oplyser Østjyllands Politi.
En 36-årig mand er blevet ramt, men er ifølge politiet i "stabil tilstand" og dermed uden for livsfare, fortæller vagtchef Michael Ørum.
Læs også
De tre anholdte er alle mænd fra lokalområdet og omkring samme alder som den 36-årige.
Han modtager søndag ved 17-tiden fortsat behandling på sygehuset.
Politiet modtog anmeldelsen søndag klokken 08.31 via alarmcentralen.
Politiet oplyser på Twitter, at der formentlig er tale om et "internt opgør".
Vagtchefen ønsker ikke at uddybe det nærmere, men fortæller dog, at det ikke er banderelateret.
Læs også
Ifølge Aarhus Stiftstidendes website stiften.dk er skudepisoden foregået på adressen Findalsvej 82 i Balle, som ligger nordvest for Odder.
Hvorvidt de tre anholdte skal stilles for en dommer, eller om de bliver løsladt, har politiet endnu ikke besluttet, fortæller vagtchefen.
Søndag eftermiddag efterforsker man fortsat på adressen og foretager afhøringer.
- Vi har været i fuld gang hele dagen, siger Michael Ørum.