Sjove skilte skal få farten ned på små sommerhusveje

Vanvidskørsel har i mange år været et problem i flere sommerhusområder i Odder Kommune, og derfor er lokale kræfter nu gået sammen om et nyt initiativ.

I flere sommerhusområder langs Odderkysten har man i årtier kæmpet med, at bilisterne kører for hurtigt på de små veje.

- Problemet er jo, at en lille del af dem der kommer, de kører hurtigt, og de kører vanvidskørsel. De skal ned til stranden i en fart, siger Gunner Jørgensen, formand for Odderkystens Fællesudvalg, der er en samling af 22 grundejerforeninger.

Langs Odderkysten er der mange sommerhusområder, som også børnefamilier ofte besøger, og Gunner Jørgensen fortæller selv, at han har været bekymret for at lade sine børnebørn lege i området.

- Der er mange børn i området, og de skal jo kunne færdes sikkert. Det skal jo være sådan, at børnene, og i øvrigt også alle andre, kan gå på vejene uden, at der er fare for liv og lemmer, siger han.

Gunner Jørgensen er som formand for Odderkystens Fællesudvalg en af initiativtagerne bag de mange nye skilte.
Gunner Jørgensen er som formand for Odderkystens Fællesudvalg en af initiativtagerne bag de mange nye skilte.

Positivt budskab har en bedre effekt

Udvalget vil ikke længere kun forsøge sig med forbudsskilte. De forsøger i stedet med et nyt initiativ, hvor de ved hjælp af skilte med farver, tegninger og korte budskaber forsøger at påvirke bilisternes adfærd på vejene.

- Vi synes, at noget positivt, noget glad og noget humor, har en effekt, som er endnu bedre, og det er det, som vi forsøger os med, siger han.

Af den grund gik de lokale grundejere sammen om at få udformet en håndfuld korte, kreative budskaber, som den lokale kunstner, Ole Grøn, har malet passende, farvestrålende motiver til.

100 skilte er placeret i sommerhusområder på strækningen fra Kysing Næs til Alrø.
100 skilte er placeret i sommerhusområder på strækningen fra Kysing Næs til Alrø.

Lavere hastighed på vejene

100 skilte er nu udarbejdet og sat op i sommerhusområderne på strækningen mellem Kysing Næs og Alrø. Og det nye initiativ har ifølge Gunner Jørgensen allerede virket.

- Vi har oplevet, at hastighederne kommer ned. Vi har samtidig oplevet, at børnefamilier kommer gående forbi og læser op af skiltene, og på den måde skabes en god dialog omkring, hvordan man skal gebærde sig i trafikken.

quote Vi har oplevet, at hastighederne kommer ned.

Gunner Jørgensen, formand, Odderkystens Fællesudvalg

Nu er forhåbningen, at de positive effekter fra skiltene varer ved.

- Jeg håber, at skiltene kan være her i mange år, og at de kan medføre, at folk får en bevidsthed om, at når man er her, og i øvrigt også andre steder, så kører man pænt.

På vej ud af sommerhusområderne får du et tak med på vejen.
På vej ud af sommerhusområderne får du et tak med på vejen.