Roere satte verdensrekorder
Både Steffen Bonde og Juliane Elander satte verdensrekord i indendørsroning
De to Odderroere Steffen Bonde og Juliane Elander satte hver sin verdensrekord ved en indendørs regatta i Amsterdam i weekenden.
Almindeligvis "ror" deltagerne 2.000 meter i romaskinerne, når de konkurrerer indendørs ligesom på vandet. Men ved Amsterdam Ergohead regattaen havde man besluttet at afprøve topatleternes udholdenhed ved at konkurrere om, hvem der kan ro længst på 20 minutter. Det kunne både Steffen og Juliane i hver sin klasse, fortæller Peder Würgler Hansen fra Odder Roklub.
Steffen Bonde, der i dag er bosat i København, vandt for to uger siden det nordiske mesterskab i indendørsroning. Nu kan han ud over verdensmester, dansk og nordisk mester også føje verdensrekordindehaver til sit CV.
- Steffen Bondes rekord lød på 6.150 meter på 20 minutter. Det svarer til 1.37.5 min for hver 500 meter - det er rigtig hurtigt, fortæller Peder Würgler Hansen.
Har deltaget tidligere
Juliane fra Odder Roklub har deltaget flere gange tidligere. Det faktisk 4 gang hun sætter verdensrekord i Amsterdam. På grund af graviditet og fødsel har Juliane ikke deltaget siden 2009.
I mellemtiden har en ungarsk pige sat sig på den attraktive rekord. Derfor var der lidt "trækfugle" i maven hos Juliane før starten, skriver klubben i en pressemeddelelse.
- Odderroeren er sit livs form. Hun føler graviditet og fødsel har gjort hende både fysisk og mentalt meget stærkere. Det er også det indtryk, man fik under verdensrekord roningen, hvor Juliane efter et udmarvende løb kunne sætte den spurt ind, som fik de sidste meter i romaskinen. Der stod 5.434 meter på storskærmen, da de 20 minutter var gået. Det betyder en gennemsnitshastighed på 1.50.4 minut for hver 500 meter. Det er gode signaler, Juliane sender i begyndelsen af et OL år, skriver Peder Würgler Hansen.
I næste weekend gælder det DM på "sølle" 2.000 meter for de to Odderroere.