Poul og naboer fik nej til 1. sal - men nu bygger kommunen selv i ti meter

Trods langvarig modstand fra de lokale har Odder Kommune besluttet at opføre et nyt, ti meter højt etagebyggeri midt i et villakvarter.

04:59

VIDEO: Poul Gam føler som tromlet over i sin kamp mod kommunen.

På den lukkede sidevej Skovly i Odder ånder alt fred og idyl. Grænset op mod den fredede Vejlskov ligger 25 parcelvillaer, der hver har sin identitet, men til sammen udgør et lille fællesskab og privat grundejerforening. 

Læs også 95-årige Anna blaffer til byen: - Folk er så flinke

Fælles for villaerne er, at de er bygget mellem 1970 og 1980, alle i ét plan. Huse, som ifølge beboerne kun kommer til salg, når nogen flytter på plejehjem eller helt forlader verden.

Men under overfladen i det ellers så harmoniske områder lurer en frygt, som er på alles tanker og læber. Hvad skal der ske med vores kvarter? Er privatlivets fred forbi? Bliver vejen overrendt af trafik og parkerede biler?

Vi er blevet taget på sengen, og vi er slet ikke blevet involveret. Det er bare blevet tromlet ned over os.

Poul Gam

Poul Gam har boet på Skovly i 42 år. Hans hus er et af de første, man kommer til på vejen. Og så har han direkte udsigt til den modsatte side af vejen, hvor han snart kan forvente mange menneskers indtog.

- Man føler sådan lidt, at privatlivets fred er udsat, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

En skitse af byggeriet viser, hvordan boligblokkene skal opføres som nærmeste nabo til villakvarteret Skovly. Foto: gpp arkitekter

For lige derovre på den anden side af vejen har Odder Kommune store planer for området. På grunden mellem Skovly og Horsensvej, hvor de gamle værkstedshaller er, vil kommunen realisere et ti meter højt etagebyggeri i tre etager med vinduer og altaner vendt direkte mod Poul Gams og de andre beboeres huse, haver og privatliv.

-  Kommer det op i ti meter, så vil det jo blive rigtig højt. Og det vil give store indbliksgener i de nærmeste huse, både her hos mig og ved siden af. Fordi det er jo generende, at folk kan sidde på deres altaner og kigge ind her i min have, siger Poul Gam. 

Læs også Uenighed om nyt højhus: - Det vil blive for stort et overgreb

Fik nej til 1. sal - nu bygger kommunen selv tre etager

Ifølge ham vil et kommende etagebyggeri blive en ubehagelig klods i det ellers rolige område. Og at sådant byggeri overhovedet kan lade sig gøre, står han uforstående over for.

Skovly-kvarteret har nemlig altid kun haft tilladelse til at bygge i fire meters højde. Selvom det for nogle år siden blev ændret til 5,5 meter af hensyn til efterisolering eller tilsvarende renovering af parcellerne, har flere-etagers byggeri aldrig været en mulighed.

Etagebyggeriet skal være ti meter højt og bestå af 41 lejligheder, der alle har altaner vendt ud mod villakvarteret. Illustration.

- Vi har før haft folk hernede, der gerne ville have lavet en 1. sal på deres hus, og nogle der gerne ville købe et hus og bygge på i højden, således man kom over de fire meter. Men det kunne ikke lade sig gøre, og derfor valgte den pågældende så ikke at købe villaen, fortæller Poul Gam.

Men nu har piben fået en anden lyd. Odder Kommune har solgt den grund, som i fremtiden skal huse etagebyggeriet. Og for at kunne realisere byggeplanerne om et ti meter højt byggeri, har Byrådet netop godkendt en ændring af lokalplanen - trods protest fra de lokale.

Det er ubehageligt, at vi skal forestille os at leve i et demokrati og så slet ikke blive lyttet til.

Dorthe Dencker

I alt 207 beboere har skrevet under på en fælles indsigelse mod byggeriet, som det er tiltænkt nu. Derudover er der kommet 17 høringssvar imod lokalplanændringen. Men det vurderes, at 'høringssvarene ikke giver anledning til ændringer' i byggeriet.

- Det er en skam, at man tillader sådan noget. Vi er blevet taget på sengen, og vi er slet ikke blevet involveret. Det er bare blevet tromlet ned over os, siger Poul Gam. 

Dorthe Dencker, Poul Gam og Carsten Poulsen er tre af de flere end 200 beboere, der har skrevet under på en indsigelse mod etagebyggeriet.

Den samme holdning deler en af de nyere naboer, Dorthe Dencker. I 12 år har hun og manden været en del af det lille villafællesskab på Skovly. 

- Det er ubehageligt, at vi skal forestille os at leve i et demokrati og så slet ikke blive lyttet til på den måde, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Hendes hus grænser helt op til Vejlskov mod syd, og derfor er hun ikke så udsat som Poul Gam, når det  gælder indbliksgener. Men til gengæld frygter hun en anden type gener. Byggeriet vil nemlig generere mere trafik på den lille villavej.

Læs også Naboer frygter trafikkaos ved nyt stort feriecenter

Efter planen skal etagebyggeriet have indkørsel på Skovly, så al trafik til lejlighederne bliver ledt gennem villakvarteret. Der bliver etableret én parkeringsplads pr. lejlighed, og det kan ende i trafikalt kaos, frygter Dorthe Dencker.

- Den første del af Skovly her er kommunalt ejet. Men de to stikveje er privatejede, så det vil sige, det er os grundejere selv, der skal stå for vedligeholdelsen af de vejområder. Og med kun én parkering pr. lejlighed, så ved vi jo godt, at gæster og ekstra biler til lejlighederne vil komme til at parkere på vores veje, siger hun. 

Byen har brug for, at man helhedstænker mere frem for bare at tænke i beton og enkeltheder.

Dorthe Dencker

Forvaltningen har i planerne for etagebyggeriet vurderet, at det vil give for mange trafikale udfordringer, hvis indkørslen til byggeriet kommer ud på den anden side mod Horsensvej. Desuden er vurderingen, at én parkeringsplads pr. lejlighed er acceptabelt, fordi der er offentlig transport i nærheden. 

- Det bliver ikke et problem med afstanden til hverken vejen eller de boliger, der ligger bagved. Jeg synes at det er et udmærket forslag, og jeg indstiller det til vedtagelse, siger Ole Lyngby Petersen(V), formand for Miljø-, Teknik og Klimaudvalget.

Det giver ingen mening, hvis man spørger Skovly-beboerne. Hverken forvaltningens vurderinger, byggeriets udformning eller selve processen, hvor de føler sig overrumplet og overhørt.

Den røde aftegning viser, hvor etagebyggeriet skal placeres. Beboerne forstår ikke, at udkørslen skal laves ud mod deres villaer frem for eksempelvis lige ud til hovedvejen Horsensvej eller i forbindelse med rundkørslen. Foto: gpp arkitekter

Men skal man som borgere i en by i rivende udvikling ikke se lidt mere positivt på nye tilflyttere og byudvikling?

- Vi er meget velkomne over for at få det fornyet og få flere boliger herned, men det skal være på en måde, hvor hele området kan bære det. Byen har brug for, at man helhedstænker mere frem for bare at tænke i beton og enkeltheder, siger Dorthe Dencker.

- Man tænker i enkeltheder hele tiden, og man glemmer at kigge på helheden i tingene, fortsætter Poul Gam.

Læs også Omstridt højhus stemt igennem - bliver ikke som først planlagt

Derfor vil både de to - og områdets andre beboere - sagtens kunne indgå et kompromis. For de vil gerne dele ud af deres skønne område, siger de. Men de vil også gerne føle sig hørt.

- Vi vil være tilfredse med et fornuftigt byggeri. Det vil sige et etagebyggeri i to etager frem for tre. Og Så skal udkørslen være på Horsensvej eller Sønderbakken, så trafikken ikke bliver ledt ind igennem her, siger Poul Gam.