Oversvømmelser i Odder: Vær opmærksom på smitterisiko
Det centrale Odder har været oversvømmet med vand, og man skal være opmærksom på, at det kan indeholde vand fra kloakken og være giftigt
Det har væltet ned med regn i nat og tirsdag formiddag. Meget regn. Og i Odder er der faldet så meget, at der flere steder i byen står vand til over soklerne.
- Vandet kommer oppe fra markerne og løber ned i åen, den er gået over sine bredder, siger Bent Juul fra Odder til TV2 ØSTJYLLAND
Ifølge Østjyllands Brandvæsen er der tirsdag morgen oversvømmelser i det centrale Odder, langs åen – særligt omkring Mejerivej.
- Vi har haft to indsatsledere, Station Odder, de frivillige, og beredskabsstyrelsen til at bistå os, fortæller Lone Mossin, som er projektleder og har stået for koordineringen hos Østjyllands Brandvæsen.
Kommunen, brandvæsenet og spildevandsselskabet har været samlet for at koordinere indsatsen, så der vil ske så lille skade som muligt.
- Der er masser af enkeltstående borgere, der er blevet ramt. Vi har skulle få skabt et overblik kommunalt og derefter bistå borgerne, siger Lone Mossin.
Vandet er nu faldende, så det er akutte er ovre, oplyser Lone Mossin.
Kloakvand kan være giftigt
Østjyllands Brandvæsen oplyser desuden, at man skal undgå direkte kontakt med vandet, da det kan indeholde kloakvand.
- Vi er blevet opmærksomme på, at der kan være kloakvand i oversvømmelsesvandet, siger Lone Mossin.
- Det er vigtigt, at folk ikke sænker skuldrene og tror, det bare er ovre. Hvis man har sandkasser, der har været oversvømmet, så skal børnene ikke ud at lege i det, siger Lene Mossin.
Kommunen har sendt retningslinjer ud for, hvordan man skal forholde sig. Dem kan du se her.
- Hvis man har fået oversvømmet sin ejendom og ting, så skal man være opmærksom på smitterisikoen, siger Lene Mossin.
De opfordrer også folk til at tage kontakt til deres forsikringsselskab hurtigst muligt.
Odder Museum ramt
Blandt andet Odder Museum har været hårdt ramt af vandmængderne, og museumsinspektør Klaus Markmann Jensen er bekymret for situationen:
- Vandet er faldet en del, og vi nåede heldigvis at redde vores genstande indenfor, men jeg er bekymret for gulvet og bindingsværket, som det ser ud nu, og jeg har svært ved at vurdere skaderne, fortæller Klaus Markmann Jensen.
Omkring 9.50 kørte Bent Juul forbi området. Med de store mængder vand gjaldt det om at være hurtige, og det har beboerne omkring museet været.
- De huse omme bag museet, der gik folk rundt og bjergede deres ting fra udehuse og skure. Der stod vand et godt stykke oppe ad dørene, siger Bent Juul.
Han fortæller også, hvordan der stod 5-10 centimeters vand på Nørregade, hvor han befandt sig for en time siden
- Bilerne, der holdt parkerede, var oversvømmede, siger Bent Juul.
I øjeblikket er brandvæsenet i området for at få bugt med oversvømmelserne.