Odder-roer afslutter sæson med medalje
Juliane Elander fra Odder Roklub og makkeren Anne Lolk vandt i weekenden sølv i Boston
De to roere Juliane Elander fra Odder Roklub og Anne Lolk, som er udtaget til at repræsentere Danmark ved OL i Rio til næste år, afsluttede udendørssæsonen med en sølvmedalje.
I weekenden deltog de i Bosten Head of the Charles i USA, der har mere end 4000 deltog, og tusindvis af tilskuere fulgte med langs den fem kilometer lange bane på The Charles floden i Boston.
- Det er så fedt at ro Head of Charles. Der er tilskuere på alle 3 miles ( cirka fem kilometer, red.) og der er højtalere hele vejen, og det er én stor fest. Det er så vildt, siger Juliane Elander om oplevelsen til Odder Roklub.
Den danske letvægtsculler fik fra start hård konkurrence fra blandt andre det hollandske team. Halvvejs inde i løbet lå den danske båd 10 sekunder foran den hollandske, men på den sidste del kom der kraftig modvind, som gav hollænderne mulighed for at hale ind på danskerne.
Danskerne måtte se sig slået, men kom ind på en andenplads tre sekunder efter vinderne.
Julianes Elanders ægtefælle Mads Rasmussen deltog også i regattaen sammen med Rasmus Quist, og de kunne rejse hjem med en bronzemedalje.