Odder henter Rokkjær i Norge
Odder Håndbold sikrer sig Rasmus Bang Rokkjær
Odder Håndbold er i gang med at sammensætte det hold, som skal sikre en hurtig tilbagevenden til Boxer Herreligaen.
I bestræbelserne på det kan klubben nu offentliggøre, at den har landet en aftale med 23-årige Rasmus Bang Rokkjær, der skifter til den østjyske klub fra den norske ligaklub Bækkelaget.
- Jeg ville gerne til Odder for at være en del af et spændende og ambitiøst projekt. Jeg synes, at det er utrolig spændende, at man har kunnet samle så mange unge talenter og vil satse på at udvikle det potentiale. Det glæder jeg mig til at blive en del af, siger Rasmus Bang Rokkjær i en pressemeddelelse.
Den 190 centimeter høje stregspiller har tidligere i karrieren spillet tre sæsoner i Mors-Thy, og han var blandt andet med på det U19-landshold, der vandt VM i Argentina tilbage i 2011.
- At det er så nyt og ungt et hold i Odder, ser jeg som et rigtig godt fundament for både holdets og min personlige udvikling. Det vil selvfølgelig tage noget tid at blive spillet sammen, men jeg tror på, at vi kan spille med i den sjove ende af 1. division, og at vi kan gøre comeback i Boxerligaen inden for de næste par år, siger Rasmus Bang Rokkjær.
Rasmus Bang Rokkjær er med sine 23 år stadig en ung spiller, men i Odder Håndbold ser de frem til at få glæde af hans erfaring.
- Rasmus er en stor og stærk tovejsspiller, der kan forstærke vores hold i begge ender. Han er ambitiøs og ved, hvad det kræver at være med i toppen. Selvom han er ung, har han høstet masser af erfaring lige fra U19-VM-guldet over den danske liga til udlandsopholdet i Norge. Det skal vi nok få glæde af i vores unge trup, siger Lars Borg, der er sportschef i Odder Håndbold.