Odder Håndbold mister topscorer
Kristian Klitgaard har skrevet kontrakt med Team Sydhavsøerne
Odder Håndbold må nu vinke farvel til sin absolutte topscorer, den 28-årige venstrefløj Kristian Klitgaard.
Han skifter nu til 2. divisions-klubben, Team Sydhavsøerne, på en to-årig kontrakt.
Det skriver Team Sydhavsøerne i dag i en pressemeddelelse:
- Kristian Klitgaard er en spiller, der med garanti vil være med til at sætte tempo og tilføre endnu mere fysik - ikke kun til kamp, men også i træningen. Vi glæder os til at se Kristian i den røde trøje, lyder det fra klubben.
Det er med god grund, at Team Sydhavsøerne kan glæde sig over deres nye indkøb og af samme grund, at Odder Håndbold lider et tab.
Kristian Klitgaard har i denne sæson været den absolutte topscorer i Odder Håndbold med 132 mål, og det er langt mere end nummer to, Jacob Halle, som har scoret bare 52 mål.
De mange mål har sikret Kristian Klitgaard en tredjeplads på listen over topscorere i Boxer Herreligaen.
Om sit klubskifte fortæller hovedpersonen selv:
- Jeg valgte at skrive kontrakt med Team Sydhavsøerne, fordi det er en rigtig spændende klub, med en fantastisk hjemmebane. Det er altid fedt at komme i BorderShop Arena - hvor man kan mærke den lokale opbakning, det er noget der betyder meget for mig. Jeg ville også gerne skifte klub for at udvikle mig, og for at få andre til at kigge på mig. Jeg er begejstret for hele stemningen omkring hele projektet, med at arbejde sig mod ligaen. Jeg ville aldrig have skiftet til TSØ, hvis det ikke var en klub med ambitioner, siger Kristian Klitgaard.
Kristian Klitgaard skifter til Team Sydhavsøerne fra den kommende sæson.
Odder Håndbold ligger i øjeblikket allersidst i Boxer Herreligaen med bare fire point i 22 kampe.