Ny uafhængig 'ombudsmand': Karin skal se tingene med borgernes briller
Odder Kommune indfører en borgerrådgiver-stilling, der skal fungere som en kommune-ombudsmand.
En ny stilling i Odder Kommuner skal fremover sikre, at borgere, der ikke oplever at blive ordentligt behandlet af kommunen, kan blive hjulpet fra uafhængig hånd.
I dag var nemlig Karin Lamberts første arbejdsdag som borgerrådgiver i Odder Kommune.
- Jeg plejer at sige, at jeg skal se kommunen med borgerens briller og sørge for, at sagsbehandlingen bliver så god som mulig, siger den nye borgerrådgiver i Odder Kommuner.
En form for ombudsmand
Som borgerrådgiver skal hun være en form for kommunal ombudsmand, der skal styrke dialogen mellem borgerne og kommunen.
Derfor har man besluttet, at selvom Karin Lambert kommer til at referere til byrådet, men kommer til at arbejde uafhængig af de stående udvalg, borgmesteren og forvaltningen.
Byrådet kan dog pålægge borgerrådgiveren at gennemføre undersøgelser af udvalgte forvaltningsområder.
Læs også
- Det er meget positivt, at vi får en borgerrådgiver i kommunen. Dels kan det som det primære hjælpe borgere, der ikke oplever sig ordentligt behandlet af os som myndighed, siger leder af jobcentret i Odder Kommune, Ole Stounbjerg, og fortsætter:
- Og dels vil det kunne hjælpe os til, at vi i Jobcentret og kommunen generelt løbende holder fokus på at sikre en tydelig og ordentlig kommunikation med borgerne - og også inspirere os til at ændre tilgang og arbejdsgange, hvor der er behov for det.
På tapetet i Aarhus
I forbindelse med reaktionerne på den meget omtalte TV2-dokumentar, 'Plejehjemmene bag facaden', der dokumenterer grove svigt i ældreplejen i både Aarhus- og Randers Kommune, har der været forslag om at indføre en lignende form for ombudsmand. Dog her i ældreplejen.
Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus var i midten af juli ude med budskabet om, at man ville bruge 10 millioner kroner på akutte tiltag efter episoderne med omsorgssvigt. Blandt andet oprettelse af en klage- og ombudsmandsfunktion.
- Vi skal agere nu og her. Jeg har siddet med den her organisationsændring siden foråret. Vi bliver nødt til at pille de hurtige ting ud, som ændrer på adfærden og hele organisationen. Det hele skal i byrådet, og det koster mange penge, sagde Jette Skive den 17. juli til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Kort om Odder Kommunes nye borgerrådgiver
Det kan man bruge borgerrådgiveren til:
- Få hjælp til at forstå en afgørelse fra kommunen.
- Få information og rådgivning om, hvordan man klager over kommunens afgørelser, og hvem der kan behandle en given klage.
- Klage over kommunens sagsbehandling, personalets optræden m.v.
- Få hjælp til at få genskabt dialogen med kommunens medarbejdere, hvis der er opstået konflikter i en sag.
- Komme med forslag til, hvordan kommunens sagsbehandling og betjening kan forbedres.
- Anmode Borgerrådgiveren om at deltage som bisidder, hvis der er en samtale, borgeren er utryg ved, og hjælpe borgeren med at forberede sig til samtalen, og efterfølgende hjælpe med at samle op på, hvad der kom ud af samtalen.
- Få hjælp til at komme videre med en klage, hvis man har oplevet diskrimination i kommunen.
Borgerrådgiveren kan dog ikke behandle klager over:
- Det faglige indhold i kommunale afgørelser.
- De politiske beslutninger, f.eks. om serviceniveau m.m.
- Ansættelsesforhold i kommunen.
- Forhold, som andre klageinstanser tager sig af.
Også i Randers var det tilfældet, da byrådsmedlem fra Velfærdslisten, Kasper Fuhr, den 29. juli udtalte til TV2 ØSTJYLLAND:
- Vi er i Velfærdslisten i gang med et forslag til, hvordan man kan få 200 flere medarbejdere på fuld tid, og vi vil gerne opfordre til, at kommunen får en ældre- og handicapombudsmand, der kan føre tilsyn og opsyn, når der er brug for det fra pårørende. Ombudsmanden skal være uafhængig af forvaltningen.
- Og så skal der skal investeres 10 millioner kroner mere i efteruddannelse om året.