Nu er omstridt højhus ved havnen vedtaget

Det har vakt stor debat i lokalsamfundet, men nu er et nyt højhus på vej på havnen i Hou.

Et nyt højhus i flere etager tordner snart frem på havnen i Hou. De nuværende forfaldne huse rives altså ned, og HFE Byg og Ejendomme, der skal bygge på grunden, har nu fået tilladelse til at bygge fire meter højere, end den oprindelige lokalplan tillod. 

 Det er netop vedtaget af kommunalbestyrelsen i Odder Kommune. 

- Jeg er skuffet. Det føles som tidsspild at have kæmpet imod byggeriet, siger Peder Boudigaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Han har som mange andre i Hou været modstander af det nye byggeri, der kommer til at ligge tæt på hans hus. Et højspændt emne og et byggeri, som har været længe undervejs og som har splittet lokalsamfundet for og imod projektet.

Fire etagers byggeri deler politikere 

Det var meget uenige politikere, som fyldte Byrådssalen, for afstemningen endte med 10 stemmer for og 9 imod, og det var altså et meget knebent flertal, der fik beslutningen igennem.

- Det er for massivt, det fylder for meget, og det passer ikke ind i Hou, lød det blandt andet fra udvalgsformand for Klima og Plan Kresten Bjerre (R).

quote Jeg er meget frustreret over vores politikere.

Peder Boudigaard, Hou.

Positive toner kom derimod fra Venstre. 

- Vi er heldige, at en bygherre har lyst til at udvikle vores by. Der kommer lejeboliger i størrelse large og small, altså for alle pengepunge, det kommer også til at sikre handel i den lokale brugs, lød det fra formanden for udvalget for Sundhed og Voksne, Finn Thranum (V).

Peder Boudigaard Nielsen har tidligere samlet underskrifter ind mod byggeriet i Hou. Han er meget skuffet over vedtagelsen af byggeprojektet i Hou, der bliver knap 15 meter højt.
Peder Boudigaard Nielsen har tidligere samlet underskrifter ind mod byggeriet i Hou. Han er meget skuffet over vedtagelsen af byggeprojektet i Hou, der bliver knap 15 meter højt.

Ifølge den nuværende lokalplan må der ikke bygges højere end 10,5 meter, men nu er den nye plan for området vedtaget, og det giver bygherren flere meter til at bygge opad.

Optager hele byen 

I flere år har debatten raset i Hou. Senest har en række borgere protesteret mod nej-sigerne ved at samle en masse ja-underskrifter for byggeriet ind. 

Men selvom byggeplanerne nu er en realitet, så vil snakken om projektet fortsætte i byen, lyder det fra Peder Boudigaard, der dog håber, at byen falder til ro på et tidspunkt. 

- Jeg er meget frustreret over vores politikere. De opfordrer til, at vi tager del i politikken, men jeg synes ikke, vi bliver hørt. Vi må lære at leve med det her, og jeg håber, at byen falder til ro på et tidspunkt, siger han.