Martin smadrede ind i træ med 120 km/t – siden har intet været det samme

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er mørkt udenfor, og der er næsten ingen biler på vejene. 21-årige Martin Hybert er på vej til Skive for at hente sin veninde. Han tager sin telefon op af lommen. Han vil ringe til sin far.

Telefonen glider ud af hans hånd og lander ved siden af hans højre fod, som hviler tungt på speederen. Han læner sig frem for at samle den op. Men det når han aldrig.

Martin bilulykke

Med 120 kilometer i timen og et splitsekund uopmærksomheds smadrer han sig selv, den lånte hvide Opel Kadett og sit kriminelle liv direkte ind i et træ. 

Den seje dreng og rockerne

Jo ældre han bliver, jo vigtigere for ham er det at være sej. Han ser op til de ældre drenge i byen. De ryger, drikker og tager stoffer. Han vil være som dem.

Han er 13 år første gang, han ryger hash og 16 år første gang, han sælger det.

- Jeg boede sammen med rockerne, jeg solgte en masse stoffer. Jeg troede selv, at jeg var ti procent sejere end alle andre, men det var jeg jo ikke. Jeg endte også i fængsel i fire måneder. Det var et lorteliv, siger han. 

Martin Hybert skifter mellem at sniffe kokain og heroin. Nogle gange sprøjter han det også ind i sine blodårer. Så virker det hurtigere.

Han er blevet afhængig af euforien og det korte sus.

Han har også heroin og kokain i blodet den martsaften i 2004, hvor han er tæt på at miste livet og må begynde forfra. Helt forfra. 

22 år og hjerneskadet

Han er i en dyb søvn. Faktisk har han ikke åbnet sine øjne i et halvt år. Et halvt år! En sjælden gang klemmer han sine forældres og brødres hænder. Det giver dem håb om, at han på et eller andet tidspunkt vil åbne sine øjne og vende tilbage til dem.

martin-mor2

Da han endelig slår øjnene op fra koma, er det ikke den Martin, de kender, der ligger på briksen på Hammel Neurocenter.

Han er aggressiv. Han ved ikke, hvor han er. Han ved heller ikke, hvem han er. Men det går hurtigt op for ham, at han ikke kan noget. Hverken snakke, gå eller spise. 

martin-efter-koma

- Jeg vågner op som en grøntsag. Jeg kan ingenting, og jeg skal lære alting forfra, siger han.

Han er blevet 22 år i mellemtiden. 22 år og hjerneskadet.

Nu er det tid til at modbevise alle odds. Han skal rejse sig fra det træ, han er faldet ved. 

”Rejs dig ved det fucking træ”

”Rejs dig ved det fucking træ, du' faldet ved. Gå ud i livet og gør det, du' kaldet til.”

Sådan rapper Jokeren i sin sang ’Godt taget’. Den udkommer i efteråret 2005. Knap en måned efter Martin Hybert er vågnet fra koma. Den er som skrevet til ham.

Han skal kæmpe sig tilbage til livet. Men det er ikke helt så let, som det lyder i Jokerens tekst.

- Det er en rigtig hård og lang kamp, siger Martin Hybert. 

martin-genoptræning-3 kopi

Han skal have nye tænder, han skal lære at gå, snakke og opføre sig ordentligt. De næste mange år står på genoptræning. Men det er ikke nok. Selvom hans krop er tilbage ved nul, hænger hans fortid stadig ved.

En bane. Og en mere. Kokainens rus fører ham for en stund væk fra den krop, han ikke længere kender.

- Jeg begynder at tage alt for mange stoffer og komme i klubben igen. Det går ikke så godt. Jeg bliver heldigvis tilbudt at komme i misbrugsbehandling, og det siger jeg pænt ja tak til, siger han.

Herefter vender det. Martin Hybert får endelig den hjælp, han har brug for, og en helt særlig skole hjælper ham tilbage på rette spor. 

”Klap dig selv på skulderen”

Egmont Højskolen tager ham under sine vinger, da han er 28 år. I knap fem år er han elev på højskolen i Hou, som har fokus på mennesker med handicap.

I dag er han ikke længere elev, men skolen holder stadig fast i ham. Det seneste halvandet år har han arbejdet som fleksjobber i køkkenet. 

martin-køkken

- Det betyder alt. Det betyder, jeg har noget stabilitet i mit liv, at jeg har noget at stå op til, og at jeg ikke ender ud i noget lort igen, siger han.

De fleste arbejdsdage ligner hinanden. Han laver stort set præcis det samme hver dag. På trods af det har han brug for et skema, hvor han kan se, hvad han skal. Ellers mister han overblikket. Når klokken slår 12, er han udmattet. Han spiser sin frokost og blaffer hjem til sin lejlighed i Odder.

En lejlighed, som han har drømt om at få i meget lang tid. 

- Selvom jeg har været ude for det, jeg har været ude for, så har jeg min helt egen lejlighed. Og det er jeg sådan ’wow’ over. Det er jeg stolt af. For alle har sagt: ’det kan du ikke’. Ingen troede på, at jeg kunne bo i min egen lejlighed. Så skal jeg da nok vise dem, at de tager fejl.

At vise andre, at han godt kan, har været hans drivkraft siden den martsaften i 2004, hvor han kørte direkte ind i et træ og måtte begynde forfra. Nu har han rejst sig og i stedet for at punke sig selv i hovedet over alt det, han ikke kan, klapper han sig selv på skulderen.

- Jokeren synger; ’Godt taget, knægt. Klap dig selv på skulderen’, og det er dét, jeg gør. Jeg er så stolt af at være der, hvor jeg er nu, og jeg føler, jeg har rejst mig, siger han. 

No regrets?

Det er næsten 18 år siden, Martin Hybert måtte begynde sit liv på ny. Før ulykken levede han et liv i overhalingsbanen. Han var ikke bange for noget. Derfor fik han tatoveret ’no regrets’ på sin arm.

Efter ulykken fik han tatoveret et spørgsmålstegn efter de to ord. 

- Jeg fortryder, at jeg har været ung, at jeg solgte stoffer, boede med rockerne, og at jeg ikke tog nogen uddannelse, siger han.

Den 4. marts 2004 var et skelsættende øjeblik for den i dag 39-årige Martin Hybert. Men når han tænker tilbage på ulykken og den voldsomme kamp, han har været igennem for at komme tilbage til livet, er det med et lille smil på læben. Ulykken var det wakeup-call, han havde brug for.

- Den har reddet mit liv. Selvom den var ved at koste mit liv, så har den reddet mit liv. Hvis ikke det var for ulykken, var jeg død. Jeg havde taget en overdosis eller var blevet skudt, siger han. 

martin-sidste


Tekst: Sophie Schou Jensen

Fotos: TV2 ØSTJYLLAND og private

Redaktør: Asbjørn Andersen

Design og layout: Frederikke Schmidt

Udgivet i december 2021


Læs også

Anders var blot én time fra at dø - til sidst fik kæresten nok

Læs også

Et splitsekund ændrede alt - Morten mistede benet og ville dø