Lille by vil hedde noget andet - nu prøver politikere at ændre navnet
Fremover skal byen Hov i Odder Kommune hedde Hou, mener både borgerne og de lokale politikere.
Det har været et stort emne i en lille by i rigtig lang tid.
Bør Hov staves Hou?
Ja, det skal den, mener borgerne. Nu vil Odder Kommune også formelt forsøge at ændre Hovs navn til Hou.
Læs også
Alle staver det Hou
En enig kommunalbestyrelse i Odder har således sendt en anmodning til Stednavnudvalget om at ændre den officielle stavemåde.
Det oplyser borgmester i Odder Kommune Uffe Jensen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.
- I al den tid, jeg har været med i lokalpolitik, har det været et stort emne. Man kan sige, at alt i Hou staves med U undtagen den formelle stavemåde, siger han og fortsætter:
- Der står Hou på mange sygesikringskort og valgkort, og kommunen har i vid udstrækning taget U'et til sig.
Fik afslag i 1974
En overvældende del af byens borgere ønsker stavemåden ændret. Det stod klart efter en afstemning, som blev afholdt i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet 26. maj.
844 borgere satte kryds ved Hou, mens 49 satte kryds ved Hov. Omkring 1500 vælgere havde mulighed for at deltage i afstemningen, der foregik på Hou Skole.
Læs også
Det er anden gang, kommunen forsøger at få ændret navnet på byen. Det såkaldte Stednavneudvalg, der hører under Kulturministeriet, afslog i 1974 den første anmodning.
- Dengang fik vi at vide, at der manglende en tydelig tilkendegivelse fra borgerne, og at der kunne opstå geografisk forvirring, fordi andre byer også hedder Hou, siger borgmester Uffe Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Vejskilte skal skiftes
Uffe Jensen vurderer, at chancen for at få lov til at ændre navnet er bedre denne gang, end det var i 1974. Primært fordi borgerne i den lille by med al tydelighed nu har givet deres mening til kende.
- Vi sender en formel anmodning, og så vi se, hvordan det går i Stednavneudvalget. Vi har en forventning om, at det bliver et ja, siger Uffe Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Kulturministeriets Stednavneudvalg vil først tage stilling til navneskiftet til september, oplyser borgmesteren.
Læs også
Ifølge borgmesteren vil et navneskifte koste mellem 33.000 og 37.000 kroner, hvis man skifter alle by- og vejskilte i ét hug.
Staver selv med U
Hvis byen får lov til at skifte navn, bliver Hov i Odder Kommune ikke den eneste danske by med det navn. Der ligger nemlig allerede en lille by, der hedder Hou ved Limfjorden.
Det er ikke gået Uffe Jensens næse forbi, at der har været stor udenbys interesse for et potentielt navneskifte.
- Det er lidt pudsigt, for hvis jeg skal være helt ærlig, er det en lille sag, men den har fået stor opmærksomhed, siger han og tilføjer:
- Jeg skriver det også selv med U.
Læs også