Kvinde hevet ind i bil og udsat for seksuelt overgreb
I bilen befandt sig yderligere tre mænd, som ikke greb ind og hjalp kvinden.
En 18-årig ung kvinde var natten til fredag på vej hjem fra byen i Odder, da hun ifølge en anmeldelse til Østjyllands Politi blev udsat for et seksuelt overgreb.
Det skete kort efter midnat.
Anmeldelsen kom ind klokken 00.52, hvor kvinden fortalte, at hun på Torvald Køhlsvej i Odder var blevet antastet på af en mand, der trak hende ind i en bil. Her befamlede han hende, mens han holdt hende fast.
I bilen befandt sig yderligere tre mænd, som ikke greb ind og hjalp kvinden.
- Det lykkedes kvinden at vriste sig fri og flygte fra stedet, hvorefter bilen kørte derfra i retning mod Stampmøllevej. Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og har blandt andet indhentet videoovervågning og foretaget sporsikring fra stedet, mens kvinden er blevet afhørt til sagen og undersøgt på hospitalet, oplyser politiet.
Af hensyn til sagens fortsatte efterforskning har politiet på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.