Jan har ventet på kørekort i et halvt år

En langsommelig sagsbehandling har sat en kæp i hjulet for Jan Madsens sommerferie. I måneder har han ventet på at få godkendt sit kørekort.

57-årige Jan Madsen fra Odder drømte om at køre sydpå denne sommer. En tur til Østrig med sin kone. Det fik han ikke lov til.

Han har ventet siden februar på at få sit kørekort fornyet. Han har nemlig diabetes, og den sygdom kræver, at kørekortet godkendes hos embedslægen. Den proces kan trække ud i adskillige måneder. 

- Der er noget helt galt. Jeg afleverede mine papirer hos Odder Kommune i februar. Alt var underskrevet og klar til at blive sendt afsted. Først fire uger senere får jeg besked om, at Færdselsstyrelsen har modtaget min ansøgning, siger Jan Madsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

quote Jeg har opgivet at få fat i Færdselsstyrelsen, for jeg kan simpelthen ikke komme igennem.

Jan Madsen, Odder

TV2 ØSTJYLLAND har tidligere fortalt om 18-årige Nicklas Rumph, som også havde ventet i måneder på at få sit kørekort godkendt, fordi han har ADHD. Ventetiden kostede ham en elevplads. 

Sygdommen betyder intet for kørslen

For Jan Madsen betyder hans diabetes intet for hans kørsel, fortæller han. Derfor har han svært ved at forstå, hvad det er, der tager så lang tid at sagsbehandle. 

- Jeg har opgivet at få fat i Færdselsstyrelsen, for jeg kan simpelthen ikke komme igennem, siger han.

Han føler sig fanget i en gruppe af sygdomsramte, som må vente i rigtig mange måneder på at få behandlet ansøgningen om kørekort. 

- Hvor det præcist går galt henne, det ved jeg ikke, men enten taler Odder Kommune eller Færdselsstyrelsen ikke sandt. Det kan ikke tage fire uger at få mine papirer sendt afsted, siger Jan Madsen.

Han frygter, at sagen kommer til at trække i langdrag, og for ham betyder det også, at han ikke må køre ud over landets grænser. 

- Det er da rigtig træls at føle sig fanget, siger han. 

Færdselsstyrelsen kæmper for at komme i bund

Det er Færdselsstyrelsen, som har overtaget sagsbehandlingen af den type sager, hvor en ansøger har en sygdom eller andet, som gør, at embedslægen skal godkende. Tidligere lå sagerne ved politiet.

Jan Madsens ansøgning skal igennem både kommunen, egen læge, embedslæge og Færdselsstyrelsen, før den bliver godkendt. 

quote Jeg føler mig puttet i en kasse, jeg ikke hører til i

Jan Madsen, Odder

I marts måned viste en aktindsigt, som TV2 ØSTJYLLAND har fået, at nogle sager kan tage op imod ni måneder at behandle. 

Dengang forklarede Færdselsstyrelsen, at den lange sagsbehandlingstid skyldtes overdragelsen af området fra Politiet. 

Egen læge undrer sig

I Odder håber Jan Madsen, at der tikker en godkendelse ind inden længe. Han fortæller, at hans egen læge undrer sig over, hvorfor han overhovedet skal have en ekstra godkendelse på grund af diabetes, som er velbehandlet. 

- Det forstår han ikke. Det handler nok om, at skulle man få et insulinchok, så kan man miste sit kørekort. Men det har jeg aldrig fået, og det er man nok også selv herre over, hvis man formår at behandle sukkersygen ordentligt, siger Jan Madsen. 

Næste måned drømmer ægteparret om at køre mod syd, men det afhænger af Færdselsstyrelsen. 

- Jeg føler mig puttet i en kasse, jeg ikke hører til i, siger Jan Madsen.