I Odder dropper de p-skiven
Der er stor forskel på hvor vigtigt det er at stille p-skiven alt efter hvilken by, du befinder dig i
Ude foran rådhuset i Odder holder syv biler ulovligt parkeret. Næppe noget der ville foregå uden bøder, hvis det var sket i Horsens eller Aarhus. Men i Odder er det lige meget. Der satser man på, at politiet uddeler bøder, hvis det findes nødvendigt.
- Det er flere år siden, vi har truffet den her beslutning. På det tidspunkt var folk jo tjenestemænd, og det er der ikke penge i for kommunen. Derfor siger vi, at politiet må udføre det arbejde, de er sat til at udføre, siger Elvin J. Hansen (S), der er formand for Miljø- og Teknikudvalget i Odder Kommune, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Og bilisterne kan godt mærke, at der ikke er det store fokus på parkeringsreglerne i Odder.
- Jeg sætter ikke p-skiven. I Horsens ja, i Aarhus ja, men ikke i Odder, siger lærervikar Rikke Pedersen.
- Man er vant til, at der ikke bliver givet bøder ud, siger Steffen Gylling, der er børnehavemedhjælper, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
På trods af, at der holdt syv biler ulovligt parkeret ude foran rådhuset i Odder, vil Elvin J. Hansen ikke have ændret situationen.
- Det er frihed under ansvar, og hvis der kommer en fra politiet, så må de betale ved kasse 1. Sådan er det, siger han.
Se indslaget om parkeringsforholdene i Odder i videoen over artiklen.