Hvorfor er rullepølsen friskere bagerst på hylden?

Graver du også efter den friskeste dato på pålægget, samtidig med at du gerne vil bekæmpe madspild? Variable priser kunne hjælpe os til at vælge den ældste pølse først, mener professor.

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor du kan finde en friskere pakke rullepølse, hvis du graver ind bagved i stakken på pålægshylden? Det vender vi tilbage til.

Hvert år bliver der ifølge tal fra Miljøministeriet smidt 700.000 ton mad ud i Danmark. 260.000 ton bliver smidt ud i private husholdninger, mens dagligvarebutikkerne sender 163.000 ton til de evige madspildsmarker. Derudover er der også madspild på hoteller, restauranter og storkøkkener.

Onsdag var der i anledning af den årlige madspildsdag såkaldt happy hour-aften i Coops brugser og Kvicklyforretninger, og TV2 ØSTJYLLAND var en tur i Odder, hvor vi mødte Arne Sørensen, der er direktør i byens Kvickly.

Montren vil komme til at se rigtig kedelig ud, og der vil komme til at være mange huller undervejs, hvis den ikke fyldes ordentligt op, mener Kvickly Odders direktør Arne Sørensen.
Montren vil komme til at se rigtig kedelig ud, og der vil komme til at være mange huller undervejs, hvis den ikke fyldes ordentligt op, mener Kvickly Odders direktør Arne Sørensen.

Kedelig montre uden varer

Han medgiver, at det er nogle høje tal for madudsmidning, som detailhandlen tegner sig for, selv om han også mener, de er blevet meget bedre de seneste år. I Kvickly Odder får de blandt andet afsat en del af det daggamle brød og det knap så friske frugt og grønt gennem madspildsordningen ”too good to go”, forklarer direktøren.

At det alligevel er nødvendigt at have så meget rullepølse på hylderne, at kunderne kan grave en friskere pakke frem bag de forreste, skyldes ifølge Kvickly-direktøren blandt andet logistik.

- Montren vil komme til at se rigtig kedelig ud, og der vil komme til at være mange huller undervejs, og vi vil ikke kunne nå at fylde op, uden vi så kommer til at gå i vejen for kunderne, siger Arne Sørensen, der ville ønske, kunderne ville tage de forreste varer først.

- Der er nogle kunder, der tager inde bagfra, og det synes vi selvfølgelig ikke er så godt, for vi vil gerne have først ind-først ud, så der er rotation i varerne, og vi netop undgår madspild.

Løsningen kan være at variere priserne på en given vare, så for eksempel leverpostejen koster noget forskelligt alt efter datostemplingen, mener professor Jessica Aschemann-Witzel.
Løsningen kan være at variere priserne på en given vare, så for eksempel leverpostejen koster noget forskelligt alt efter datostemplingen, mener professor Jessica Aschemann-Witzel.

Variabel pris kan hjælpe

I en tid, hvor der ellers er meget fokus på at undgå madspild, og dagligvarebutikkerne med forskellige løsninger sælger varer tæt på udløbsdato til billigere penge, kunne en anden løsning måske også være vejen frem for at undgå madspild.

Det mener Jessica Aschemann-Witzel, professor ved institut for virksomhedsledelse på Aarhus Universitet. Det kan virke hyklerisk, når vi gerne vil bekæmpe madspild, men samtidig går efter den friskeste vare, men i virkeligheden handler det om, at vi gerne vil opleve vores indkøb som fair – herunder at når vi betaler en fast pris, vil vi også have den friskeste vare.

- Generelt er det udtryk for, at der er forskel på, hvad vi mener, og hvad vi gør i den præcise situation, og i den her specifikke situation er det, at vi vil købe en fødevare, og vi går efter den friskeste. Jo friskere varen er, jo mere fleksibilitet har vi med senere at bruge den, og når vi betaler en bestemt pris for produktet, er det mest attraktivt at tage den friskeste.

Løsningen kan derfor være at variere priserne på en given vare, så leverpostejen alt efter datostemplingen koster noget forskelligt.

- For at løse det her, er det bedste at gå efter nogle veje, hvor man dynamisk kan ændre priserne, mener professoren.

De fleste dagligvarebutikker gør i dag en indsats for at sælge varer, der er ved at nå sidste salgsdato.
De fleste dagligvarebutikker gør i dag en indsats for at sælge varer, der er ved at nå sidste salgsdato.

Unik kode gør det svært

Hos Arne Sørensen i Kvickly Odder er det dog ikke så enkelt at indføre variable priser, mener han.

- Prisen er jo styret af den 13-cifrede EAN-kode, der er på varerne, og den kan kun have én unik pris, så skal man af med noget, skal man mærke den over, som vi gør i madspildskølerne, siger direktøren, som har svært ved at se, hvordan han kan komme udenom det praktiske problem.

Til gengæld er han ikke afvisende over for, at der kommer flere aftener med halv pris på varer på vej mod udløbsdato, som der var onsdag aften.