Gymnasieelever ryster på hovedet ad byrådspolitikere: - Det er ikke rart at se på

Tonen på det seneste byrådsmøde i Odder chokerer en række gymnasieelever. De mener et kodeks for god opførsel, vil være en god idé. Men en af de folkevalgte vil ikke følge det.

En finger, der peger på en specifik person. En blok, der hamres ned i bordet. Stemmer der hæves. Personlige angreb og kollegaer der udstilles og hænges ud.

Sådan opsummerer fire gymnasieelever stemningen og tonen på det seneste byrådsmøde i Odder Kommune, som fandt sted den 30. august, og som kan ses på kommunens hjemmeside.

- Det er ikke særlig rart at se på. De burde jo og skal jo have en højere moral. De er folkevalgte, og når de går sådan til værks, så sætter de en standard for os andre. Så kan det være, der er nogen, der ser politikerne og tænker, at det er okay at opføre sig sådan, men det er det jo ikke, siger Nicholas Lundkvist Bundgaard, der går i 3.g på Odder Gymnasium, til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND har bedt fire elever fra Odder Gymnasium om at se det seneste byrådsmøde i Odder Kommune. I indslaget her kan du se udklip fra byrådsmødet den 30. august, hvor politikerne debatterer punkt ni.

De røde partier i Odder Kommune mener også, at tonen er blevet for grov – både i og uden for byrådssalen, og derfor har de lavet et kodeks for god opførelse. 

Dette kodes blev debatteret på seneste byrådsmøde, og her kom det ifølge de fire gymnasieelever til udtryk, at byrådspolitikerne har brug for et kodeks.

- Det er paradoksalt, at de taler om gode tone og god opførelse og samtidig taler til hinanden på den måde, siger Camilla Angaard Nielsen, der går i 3.g på Odder Gymnasium, til TV2 ØSTJYLLAND.

Skal bruges under valgkampen

I det kodeks, som SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten har udarbejdet, fremgår det blandt andet, at politikerne vil gøre deres bedste for ikke at afbryde hinanden, undgå bandeord og undgå udokumenterede anklager – særligt under valgkampen.

De tre partier mener nemlig, tonen til tider blev al for voldsom ved det seneste valg, og de frygter, at nye og kommende byrådskandidater vil blive skræmt væk – eller lade helt være med at stille op.

- Vi har lavet det, fordi vi synes, der er et behov. Og fordi vi under den sidste valgkamp oplevede, at vi syntes, der var en hård debattone – både til vælgermøder, til andre arrangementer og på de sociale medier, siger Ditte-Marie Thejsen (Enhedslisten), der er byrådsmedlem i Odder Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Det er jo ikke rart at vide, at der sidder nogen, der kan finde på at hive sådan en tone op af hatten.

Lærke Kjeldgaard Larsen, 3.g, Odder Gymnasium

De fire gymnasieelever, TV2 ØSTJYLLAND har talt med, mener, det er en god idé med et kodeks under valgkampen.

- Jeg tænker, byrådspolitikerne har brug for et kodeks, for de ser ikke ud til at kunne holde den gode tone over for hinanden. Der vil jo altid være nogle i byrådet, der er ældre og har mere erfaring end en ung kandidat, og så er det jo ikke rart at vide, at der sidder nogen, der kan finde på at hive sådan en tone op af hatten. Det kan gøre, at man ikke har lyst til at stille op, siger Lærke Kjeldgaard Larsen, der går i 3.g på Odder Gymnasium.

Et parti er imod kodekset

Det har fra begyndelsen været de tre partiers ønske, at alle partier i byrådet vil tilslutte sig kodekset. Det er dog ikke tilfældet. Dansk Folkeparti vil nemlig, som de eneste, ikke skrive under på kodekset for god opførsel.

- Der er ikke nogen af de punkter, jeg ikke kan tilslutte mig. Men det skal ikke være sådan, at tonen skal overskygge, fordi man har svært ved at forklare sine beslutninger eller handlinger, og det er det, jeg læser mellem linjerne, og derfor kan vi ikke tilslutte os, siger John Rosenhøj (DF), der er byrådsmedlem i Odder Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg synes, vi skal sige sandheden, vi skal møde forberedt, og vi skal sætte os ind i sagerne, siger han.

John Rosenhøj (DF) mener ikke, at hans tone er for hård under byrådsmøderne.
John Rosenhøj (DF) mener ikke, at hans tone er for hård under byrådsmøderne.

DF-politikeren, som i sidste uge meldte ud, at han ikke opstiller igen på grund af sygdom, frygter også, at kodekset vil tage engagement og personlighed ud ad politik.

- Undskyld, jeg siger det, men det er som om, vi ikke skal fortælle borgerne, hvad der foregår. Vi skal bare spille en melodi, så vi kan bruge den samme valgtale fra sidste gang, siger han.

Eleverne: De er lige gode om den dårlige tone

Gymnasieeleverne bider især mærke i John Rosenhøjs tone og måde at kommunikere på under det seneste byrådsmøde.

- Han kommer med nogle nedladende kommentarer, og han virker ret aggressiv, siger Nicholas Lundkvist Bundgaard.

Ifølge DF-politikeren er han dog hverken nedladende eller aggressiv.

- Jeg synes, tonen i Odder Byråd er god, og jeg er ikke aggressiv. Jeg er engageret, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Gymnasieeleverne mener, at Lone Jakobi (Soc.dem.) råber under byrådsmødet den 30. august, men det afviser hun.
Gymnasieeleverne mener, at Lone Jakobi (Soc.dem.) råber under byrådsmødet den 30. august, men det afviser hun.

Selvom eleverne især bemærker DF-politikerens måde at kommunikere på, mener de dog også, at afsenderne på kodekset skal have finjusteret deres tone. Her fremhæver de viceborgmester og socialdemokrat, Lone Jakobi.

- Jeg synes, hendes tone er problematisk. Det er sådan noget pingpong. De er alle gode til at gå til hinanden, lyder det fra Mathias Vestergaard Larsen og Nicholas Lundkvist Bundgaard.

Lone Jakobi mener ikke, hun råber:

- Det udtrykker mit engagement i forhold til at sidde på min rumpe og ikke kunne stoppe det, der gik for sig for øjnene af mig. Jeg synes ikke, jeg råber, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Det seneste byrådsmøde kan ses her. Gymnasieeleverne har kommenteret på punkt ni.