Gymnasieelever følger elforbruget time for time
En skærm fortæller hele tiden gymnasiets forbrug og produktion af el. Det øger bevidstheden, lyder det.
På en meget visuel måde kan eleverne på Odder Gymnasium holde øje med noget af det, der optager rigtig mange danskere lige nu. Nemlig elpriserne og -forbruget.
Her hænger nemlig en kæmpe, elektronisk skærm lige indenfor døren som noget af det første, man møder.
Den viser hele tiden gymnasiets elforbrug og den produktion, som gymnasiets solceller giver skolen.
Det er med til at øge elevers og personalets bevidsthed og sætter endnu mere fokus på forbruget, at man kan følge med.
Vildt fedt
- Man kan faktisk gå et sted hen og se, hvor meget energi vi bruger, og hvad vi får fra solcellerne. Jeg synes, det er vildt fedt, at vi har en skole, som gør noget for, at vi er med i det her klima- og energibevidsthed, siger gymnasieelev Nanna Møllgaard Kristensen.
Og det kan tydeligt mærkes, at el og strøm fylder mere i hverdagen.
- Jeg synes generelt, det har ændret sig meget. Fra dag til dag kan man nærmest mærke, det skalerer op, og at ens familie bliver meget mere bevidst og det er noget, men snakker om. Nu er det jo en energikrise, siger Louise Ellegaard Haahr.
Skolen har ifølge skærmen sparet i alt knap 75.000 kroner, siden solcelleanlægget blev installeret i 2021.