Grobshulevej indvies med løb og taler

Cirka 425 løbere ventes at deltage i indvielsen

Foto: Odder Kommune

Foto: Google Maps

1 af 2

I dag, søndag, bliver Grobshulevej i Odder Kommune mellem Odder og Torrild indviet med taler og løb, inden biler og andre køretøjer senere på dagen bliver sluppet løs på den nye asfalt.

Indvielsen af den 3,7 kilometer lange vej sker i samarbejde mellem Odder Kommune og Odder Atletik og Motion, og arrangementet begynder klokken 11.00.

- Vi regner med, at der kommer 425 mennesker ud og deltager i arrangementet i dag. Vi har sat telte op, og der bliver solgt øl, pølser og andet godt, siger Elvin Hansen (S), der er formand for Miljø- og Teknikudvalget i Odder Kommune og står for dagens officielle indvielse, til tv2oj.dk.

Til dagens arrangement kan deltagerne enten vælge at begive sig ud i en løbetur på 10 kilometer, og hvis man ikke vil have så mange kilometer i benene, kan man vælge at gå eller løbe en rute på fem kilometer.

Den tunge trafik flyttes

- Vejen er lavet oven i en anden vej, og så er svingene rettet ud, så den er mere kørevenlig. Det skulle gerne betyde, at vi får den tunge trafik til og fra industrikvarteret flyttet herud i stedet for at benytte Rathlousdal Allé, siger Elvin Hansen.

Han fortæller, at det nu også bliver lettere at komme til og fra motorvejen, ligesom der er bygget cykelsti i begge sider af vejen.

- Entreprenøren har været hurtigt, og vejen står derfor færdig et halvt år tidligere end forventet, siger Elvin Hansen.

Den nye vej har samlet kostet 49,6 millioner kroner, hvilket er 9,5 millioner kroner mere end beregnet.

Det forventes, at vejen åbnes for trafikanter klokken cirka 13.00 søndag eftermiddag.