Frygter salg af historisk badehotel: - Ingen skov tilbage

I forvejen er Aarhus Kommunes planer om salg af rekreationshjemmet Saxild Strand omdiskuteret, og risikoen for at det koster et stykke skov får nu flere modstandere på banen.

Som TV2 ØSTJYLLAND i februar kunne fortælle, vil Aarhus Kommune sælge rekreationshjemmet Saxild Strand, og dermed kan det være slut med genopladning for svage ældre i den friske havluft fra Saksild Bugt.

Salgsplanerne risikerer dog også at gå ud over den omgivende skov. Det frygter i hvert fald Danmarks Naturfredningsforening i Odder, som henviser til, at der i salget lægges op til, at en ny ejer kan bygge flere bygninger på grunden.

- Her har vi et stykke strandskov, og det har vi altså ikke rigtig andet af på hele kysten, og så vil man presse de her boliger ind, og boligerne skal ovenikøbet have parkeringspladser, siger Ib Salomon, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Odder og fortsætter:

- Vi kan se på de skitser, der er lavet, at hvis det bliver ført ud i livet, er der praktisk talt ingen skov tilbage, og vi synes, det er et kæmpe tab for området. Det er simpelthen overudnyttelse, siger lokalformanden.

- Vi kan se på de skitser, der er lavet, at hvis det bliver ført ud i livet, er der praktisk talt ingen skov tilbage, siger Ib Salomon, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Odder.
- Vi kan se på de skitser, der er lavet, at hvis det bliver ført ud i livet, er der praktisk talt ingen skov tilbage, siger Ib Salomon, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Odder.

Situationen omkring de omdiskuterede salgsplaner bliver yderligere kompliceret af, at Aarhus Kommunes rekreationshjem ligger i Odder Kommune.

Det betyder, at salget af Saxild Strand først endeligt kan gennemføres, når Odder Kommune har vedtaget en ny lokalplan, hvilket igen først sker, når Aarhus Kommune anmoder om det.

Derfor vil Kresten Bjerre (R), formand for Udvalget for Klima og Plan i Odder Kommune, heller ikke tage stilling til, hvad der skal ske med området, før udbuddet er gennemført, og han har en konkret plan at forholde sig til, oplyser han til TV2 ØSTJYLLAND.