Forsvundet teenagepige fundet i påskelukket Kvickly

Efter en intens eftersøgning er en 15-årig pige nu igen forenet med familien.

Siden lørdag morgen har politiet og familien til en 15-årig pige ledt efter hende, efter hun havde forladt den afdeling på Skejby Universitetshospital, hvor hun i øjeblikket er indlagt.

Over 8000 personer har delt et Facebook-opslag, der efterlyser pigen, men nu er hun fundet og genforenet med sine nærmeste.

Det bekræfter vagtchef hos Østjyllands Politi Mikkel Møldrup over for TV2 ØSTJYLLAND.

- Familien har selv fundet hende og derefter underrettet politiet, siger han.

Gemte sig i påskelukket Kvickly

Efter at have søgt efter pigen i Odder-området lørdag henvendte familien sig til den lokale Kvickly med mistanke om, at hun måske gemte sig i den påskelukkede forretning.

Og ganske rigtigt, da personale fra Kvickly Odder her til formiddag ekstraordinært åbnede butikken, så familien kunne lede efter pigen, fandt man hende i supermarkedet, hvor hun havde gemt sig siden lørdag.

Ifølge familien skulle butikkens alarmer været gået i gang flere gange i løbet af natten, uden at man fandt årsagen.

Den 15-årige pige blev fundet i en Kvickly-forretning i Odder.
Den 15-årige pige blev fundet i en Kvickly-forretning i Odder. Foto: Google Street View

Den 15-årige pige har det efter omstændighederne okay.

Vagtchefen fortæller, at han ikke før har oplevet, at man har fundet en eftersøgt person i et lukket supermarked.