Flygtninge og lokale laver cykler sammen
Lokale ildsjæle er en væsentlig del af succesfuld integration i Odder Kommune
I Odder melder kommunen sig klar til flere flygtninge, og for de der allerede er ankommet, har de lokale været en væsentlig del af integrationen.
Et af de positive eksempler på det samarbejde er en flok ildsjæle, der én gang om ugen mødes med en lille gruppe flygtninge fra Syrien. I samarbejde reparerer de brugte cykler, som efterfølgende gives til en flygtning.
- Der er masser af mennesker, der gerne vil give deres brugte cykel til det her projekt. Vi har allerede nummer 96 på listen, og vi har uddelt 40 cykler. Og når man ser den glæde, de har af at cykle, så bliver man bare tændt af, at man kan gøre gavn her, og det er dejligt, siger pensionist Knud Søndergaard.
Udover meningsfuld beskæftigelse for syrerne, er det både det sociale samvær og en indirekte sprogundervisning, der betyder noget.
Odder siger ja til flere flygtninge: Vi kan blive nødt til det
På gaden er holdningen også positiv på spørgsmålet om, hvorvidt kommunen skal tage mod flere flygtninge.
- Vi har været gode til i Odder at modtage folk fra udlandet tidligere, dengang der var krig i Jugoslavien, og det er gået godt, siger André Gremmud.
- Jeg har ikke lagt mærke til, at vi har flygtninge i byen, så de fylder jo ikke ret meget. Så jeg synes godt, at vi kan tage flere, siger Bente Jensen fra Odder.
Se hele indslaget fra Odder i videoen ovenfor.