Fandt kvælerslange på trappetrinet
En borger i Odder fik sig lidt af en overraskelse, da han fandt en kvælerslange på sit trappetrin. En ekspert slog dog hurtigt fast, at den ikke var farlig for mennesker.
En borger i Odder fik sig lidt af en overraskelse, da han sent i aftes fandt en kongepyton på sit dørtrin. Han kontaktede politiet, der straks hev fat i en ekspert fra Randers Regnskov.
- Han fortalte, at det var en kongepyton, som er fuldstændig ufarlig, medmindre du er en mus. Vi fik verificeret, hvad det var for en slange, og så kunne vi godt selv håndtere den. Hvis det er en giftslange, får vi normalvis Falck til at håndtere den, siger vagtchef hos Østjyllands Politi Peter Tholstrup.
Læs også
Politiet kunne altså hurtigt rykke ud og samle den cirka en meter lange slange op, så den noget anspændte borger atter kunne regere over sit trappetrin.
Mangler en ejermand
Men næste skridt er at finde ud af, hvordan den afrikanske kvælerslange overhovedet endte på et trappetrin i Odder.
- Der må være en, der har haft den som en kælepyton, og så må den være sluppet ud. Ellers kan jeg ikke se, hvordan den skulle være endt på den trappesten, siger vagtchefen til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet efterspørger altså en ejermand, der mangler sin kvælerslange. Hvis man ved noget, bedes man ringe 114.
Læs også
- Vi har den i en kasse, og den har fået noget vand, og så har vi afventet og set, om der ikke er nogen, der vil henvende sig. Nu må vi se, om der er nogen, der henvender sig inden for den næste times tid, ellers bliver den kørt til et dyreinternat, der kan have den, siger vagtchef Peter Tholstrup.