Efter sag om urinpletter vil endnu en kommune sende ældres vasketøj ud i byen

Tøj med rødlige pletter af urin er en konsekvens af den vaskeordning, Syddjurs Kommune tilbyder ældre på plejecentre. Nu skal Odder Kommune spare samme sted.

Tøj med flere røde pletter fra gammelt urin er virkeligheden for flere ældre, når de får deres tøj tilbage fra et eksternt vaskeri på plejecentrene i Syddjurs Kommune. 

Nu skal Odder Kommune gennemføre samme spareøvelse med en udlicitering af plejecentrenes tøjvask, som skal spare kommunen 200.000 kroner. 

Odder Kommune vil dermed sløjfe vaskefunktionen på plejecentrene og lade et eksternt firma overtage opgaven i stedet.

quote Det skræmmer mig overhovedet ikke, hvad de har oplevet i Syddjurs Kommune.

Finn Thranum (V), udvalgsformand for Sundhed og Voksne i Odder Kommune

Næsten samme beløb har Syddjurs Kommune villet spare på samme måde, og TV2 ØSTJYLLAND kunne i sidste uge fortælle, hvordan dén vaskeordning vækker harme hos beboere og pårørende, fordi en del af tøjet er misfarvet af gamle urin pletter. 

Vil kigge mod Syddjurs 

Lige nu skal Odder Kommune tage stilling til, hvordan besparelserne mere præcist skal udmøntes. Men besparelserne skal findes, og det vil betyde, at ældre i Odder Kommune kan se frem til at få vasket tøjet andetsteds indenfor kort tid.

Anne Stenbæk, Sundheds- og Omsorgschef i Odder Kommune vil dog tage erfaringerne fra Syddjurs Kommune med til arbejdsbordet, lyder det.

- Jeg har set, hvordan det ser ud i Syddjurs Kommune, og det er klart, at det vil vi tage med, når vi skal kigge efter mulige firmaer, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Udvalgsformand ikke bekymret

Besparelserne kommer, fordi pengeforbruget i området for Sundhed og Voksne kommer til at sprænge budgettet.

Men at der skal findes besparelser på de ældres tøjvask kan vise sig at være en fordel, mener udvalgsformanden for Sundhed og Voksne Finn Thranum (V). Han mener ikke, det er kommunens opgave at varetage den opgave. 

- Selvfølgelig har jeg en forventning om, at der findes private virksomheder, der kan løse den opgave. Det skræmmer mig overhovedet ikke, hvad de har oplevet i Syddjurs Kommune, siger Finn Thranum (V) til TV2 ØSTJYLLAND. 

I Odder Kommune sløjfer man inden længe de små vaskerier på plejehjemmene.
I Odder Kommune sløjfer man inden længe de små vaskerier på plejehjemmene.

Han har et positivt eksempel fra sin egen mor, der i en ældrebolig også fik vasket tøj fra en ekstern udbyder. 

- Det var virkelig en positiv oplevelse, og tøjet kom tilbage pænere end tidligere. Nu er jeg også af den holdning, at tøjvask ikke skal være ældreplejens opgave. De skal have fokus på omsorg, siger han. 

Det er endnu ikke besluttet, hvilken virksomhed der skal overtage driften, men beslutningen om at spare pengene er truffet. 

- Nu har vi besluttet, at pengene skal findes. Så kan man altid spørge, om uroen ved så små beløb er det værd, men vi er nødt til det. Og hvor svært kan det være, man må formode, at har man et firma til at løse opgaven, så løser den det ordentligt, siger udvalgsformand Finn Thranum.