Debat på østjysk højskole skal engagere flere i forårets EU-valg
Selvom der er langt til Bruxelles, så kan man stadigvæk godt få indflydelse. Mandag aften var danske kandidater til Europa-Parlamentet mødt op på Odder Højskole for at få ideer
Der er langt fra Danmark til Bruxelles, hvor beslutningerne træffes. Derfor kan det være svært at få folk til at engagere sig i det kommende Europa-Parlamentsvalg, som finder sted næste år til maj.
Men vejen er måske ikke så lang, som man går og tror.
- Lige nu er vi i gang med at diskutere fremtiden for Danmark og Europa, lyder det Magnus Wallbohm, der er elev på Odder Højskole, til TV2 ØSTJYLLAND.
Tirsdag aften havde borgerne i Odder nemlig selv mulighed for at påvirke de danske EU-politikers beslutninger. Odder Højskole havde inviteret fem af de kommende europarlamentskandidater på besøg, og her kunne borgerne blandt andet komme med ideer til politikerne, som de efterfølgende skal tage med til Bruxelles.
Debat skal engagere flere i det kommende EU-valg
I løbet af aftenen blev Europa sat under lup gennem debat, diskussion og workshops. Et forsøg på at inddrage borgerne mere i de beslutninger, der bliver truffet i Bruxelles.
- En aften som i aften er en rigtig god mulighed for at ændre på danskernes engagement, lød det fra Niels Fuglsang, der er europarlamentskandidat for Socialdemokratiet.
Han var en af de fem politikere, som tirsdag var mødt op.
- Jeg har været rundt til mange debatter, og som regel er det kun politikerne, som taler. Men i aften skal vi også lytte til en masse unge, som faktisk diskuterer EU. Det er en god måde at engagere mennesker på, og de har mange gode ideer og løsningsforslag til, hvordan vi for eksempel løser miljø- og klimaproblemerne, siger Niels Fuglsang.
Læs også
Politisk interesseret eller ej. Forventningerne til arrangementet var store.
- Jeg håber, at der kommer en større kollektiv bevidsthed omkring EU, og vores enkeltes påvirkning på EU. Og at dem, som allerede er politisk aktive kan komme tættere på politikerne, mens dem der ikke ved så meget om politik kan blive mere bevist om den, siger Kasper Lange Christensen, elev på Odder Højskole, til TV2 ØSTJYLLAND.
En del af et stort projekt
Borgermødet på Odder Højskole, som kaldes en konvent, er en del af et større projekt.
I Europa vil man nemlig gerne have en større fællesskabsfølelse. Derfor har man opfordret til større borgerdialog i medlemslandene.
Det har fået Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), til at opfodre til mere politisk inddragelse i lokalsamfundene – konventer, som skal finde sted over hele landet.
For flere af deltagerne var det en positiv oplevelse at deltage i arrangementet tirsdag. Men om deres forslag bliver en del af Europa-politikken er dog stadigvæk uvist.
- Det er jo svært at sige. Der er jo langt fra højskolen til Bruxelles, men man kan jo håbe, siger Kasper Lange Christensen, elev på Odder Højskole.