Broklapper forsinker sejlads
Indsættelsen af M/F Samsø udskydes nogle dage
For en uge siden ankom M/F Samsø endelig til Sælvig, efter den gentagende gange var blevet forsinket på grund af problemer med det polske værft.
Nu er færgen så ankommet og blevet modtaget med jubel, men M/F Samsøs passagerne må væbne sig med tålmodighed lidt endnu.
Broklapperne på havnene i Hou og Sælvig er ikke lange nok, og derfor skal de forlænges, inden færgen kan sættes ind.
Helt præcist mangler broklapperne 37 centimeter på havnen i Sælvig og 30 centimeter på havnen i Hou.
- Det er meget ærgerligt, men det er ikke verdens undergang. Vi bruger tiden konstruktivt til at fortsætte med at undervise personalet, men vi ville da hellere have været i gang, siger Carsten Kruse, der er direktør i Samsø Rederi.
Efter planen skulle færgen have begyndt sejladsen med passagererne den 24. februar. Den første uge skulle have været efter en midlertidig plan, og så skulle den almindelige plan træde i kraft den 1. marts.
Men på grund af arbejdet med at forlænge broklapperne bliver M/F Samsø først indsat den 4. marts.
Rederiet har bestilt stål hjem til at forlænge de eksisterende broklapper, og arbejdet med at montere det begynder i Hou på mandag.
- Det er store dimensioner, så det tager lidt tid. Hver af broklappene er 12 gange 8 meter, og de vejer 46 tons, så det er ikke bare sådan lige at svejse en forlængelse på, siger Carsten Kruse.
Går arbejdet med broklapperne som ventet, bliver M/F Samsø indsat onsdag den 4. marts.