6. jun 2023, kl. 23:03
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Brand i lejlighed: Tre store brandbiler afsted
Tirsdag aften opstod der en brand i en lejlighed i udkanten af Odder.
Østjyllands Brandvæsen fik pludselig travlt, da der kom en anmeldelse tirsdag aften klokken 21.16 om brand i en lejlighed på Strandvejen uden for Odder.
Der var røgudvikling og brand i et hjørne af lejligheden, som ligger på første sal i en større bygning med flere lejligheder.
- Vi sendte tre store brandbiler afsted her fra Odder og så en indsatsleder fra Skanderborg. Men alle mand var ude på gaden, da vi kom, så ingen er kommet noget til, siger Johnny Damgaard, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen.
Brandvæsnet er kørt fra adressen igen, da ilden er blevet slukket.
- Jeg kender ikke årsagen til branden. Men skadeservice er tilkaldt, siger operationschefen.