Brand-alliance har fået sit navn
Østjyske Kommuner enige om navn til fælles beredskab
Fire østjyske kommuner er sammen om et nyt fælles brandvæsen, og nu er de blevet enige om et navn til det.
Her er valget faldet på "Østjyllands Brandvæsen".
Det er kommunerne Aarhus, Odder, Samsø og Skanderborg, der fra den 1. februar 2016 er gået sammen. Det sker som følge af, at regeringen har valgt at samle alle landets kommunale beredskaber i 20 større enheder.
- Vi har lagt vægt på, at vores nye navn også svarer til den selvforståelse, der er blandt vores ansatte og de historiske perspektiver, der ligger bag navnet. Selv om vi løser en bred vifte af både beredskabsopgaver og serviceopgaver, ser mange ansatte sig selv som "brandmænd", siger beredskabscheferne Lars Hviid, Søren Rekly og Bjarne Vinther i en fælles kommentar i en pressemeddelelse.
- Det er der vores medarbejderes identitet ligger, og derfor har vi valgt navnet "Østjyllands Brandvæsen". Udover at det selvfølgelig siger noget om geografien, så fortæller det også, at en af vores kerneopgaver er at forebygge og bekæmpe brand.
Der arbejdes lige nu i de fire kommuner på at gøre det nye selskab klar.
- I det nye selskab fokuserer vi på at skabe størst mulig tryghed for samtlige 400.000 borgere, uanset hjemkommune. Det gør vi blandt andet ved at skabe det bedst mulige rammer for samtlige ansatte, siger Lisbeth Binderup, der formand for styregruppen.
Samarbejdet i det nye Østjyllands Brandvæsen bygger på gensidig tillid til, at de fire kommuner hver i sær bidrager til det nye fælles brandvæsen med deres særlige kompetencer og styrker. I 2013 var der i de fire kommune tilsammen over 2.000 udrykninger.