Borgmester: Vi skal have turbo på sikringen mod oversvømmelser
Tirsdag morgen faldt der på ganske få timer 70 millimeter regn i Odder
De store vandmængder betød, at flere huse og Odder Museum stod i vand til soklerne. Det er ikke første gang, at byen er ramt af oversvømmelser.
- Det er jo sket før, det vil jeg være ærlig at sige, men i de forløbende år har vi også sørget for flere tiltag, der skulle forsinke vandet, fortæller Uffe Jensen (V), som er borgmester i Odder Kommune.
Men Uffe Jensen er godt klar over, at det ikke er godt nok, og at kommunen bliver nødt til at gøre noget for sikre, at det ikke sker igen.
- Det er klart en øjenåbner. Vi bliver nødt til at sætte noget mere turbo på i forhold til at sikre, at der ikke kommer flere af de her oversvømmelser, siger han.
Odder Museum hårdt ramt
Odder Museum blev hårdt ramt af vandmængderne. De nåede heldigvis at redde genstandene indenfor, men ved endnu ikke, hvor omfattende skaderne er.
- Vi nåede heldigvis at redde vores genstande indenfor, men jeg er bekymret for gulvet og bindingsværket, som det ser ud nu, fortæller Klaus Markmann Jensen, som er museumsinspektør på Odder Museum.
Og netop Odder Museum er kommunen opmærksom på at give noget hjælp, så vandet ikke kommer indendøre igen.
- Vi er ved at lave en udgravning, som skal forsinke vandet. Jeg forventer, at den bliver lavet inden for de kommende måneder, fortæller Uffe Jensen.
Der skal gøres noget
På trods af, at det kommer til at koste kommunen at sikre byen mod de store vandmængder, er Uffe Jensen klar over, at det må gøres.
- Odder Kommune ligger lidt lavt, så vi har mange steder, hvor der skal klimatilpasses og klimasikres. Det er store omkostninger, som kommunen har i de her år, men vi bliver nødt til at håndtere det og gøre noget ved det, forklarer han.