Borgere og politikere klappede af hinanden efter afgørelse
Borgere i Torrild og Gjesing kan nu ånde lettet op. Der skal findes en ny placering til biogasanlægget i Odder Kommune.
Det har længe været til diskussion, hvor biogasanlægget skulle placeres. Flere borgere i og omkring Torrild har kæmpet imod, og nu ser det ud til, at deres frustrationer er blevet hørt.
Odder Kommune har efter ti ugers offentlig høring besluttet, at biogasanlægget, der er en del af projektet Odder Bioenergipark, ikke skal opføres ved den oprindelige placering vest for Torrild.
Siden juni har Henriette Toftegaard Jensen kæmpet imod placeringen af anlægget, og hun er derfor glad for beslutningen.
Det er vildt fedt at opleve, at det nytter.
Mandag fejrede hun det opmuntrende svar fra Odder Kommune sammen med nogle af de borgere, der ligesom hende har kæmpet imod biogasanlægget.
Det gjorde de foran rådhuset i Odder, hvor politikerne fik sig lidt af en overraskelse.
- Vi lokkede dem ud og klappede af dem, og de klappede af os, fordi det trods alt har været et godt forløb, siger Henriette Toftegaard Jensen.
Kampen er ikke slut endnu
Selvom Odder Kommune har besluttet at finde en ny placering til anlægget, stopper Henriette Toftegaard Jensen ikke med at følge sagen.
Hun vil se det ske, før hun tror på, at Torrild er helt ude af politikernes synsvinkel i forhold til den nye beliggenhed.
Forvaltningen har kig på en række andre områder til placeringen af anlægget, så nu håber vi ikke, at de giver med en hånd og tager med en anden.
Biogasanlægget var beregnet til at fylde 16 hektar. Protesterne mod det skyldtes blandt andet frygt for lugtgener og støj samt bekymring for landsbymiljøet og huspriserne.
Henriette Toftegaard Jensen har ikke ønsket at pege på et alternativt område. Optimalt set ønsker hun og flere borgere, at placeringen af anlægget bliver uden for de bolignære områder og gerne i nærheden af motorvejen.
- Det er rigtig, rigtig svært at finde en placering i Odder Kommune, og jeg er da ked af, hvis det går ud over andre, siger Henriette Toftegaard Jensen.