Heine brækkede en andens næse og tog narko. Nu er han succesrig iværksætter

Allerede inden han fyldte 20 år, kendte Heine Max Olesen politigården i Grenaa alt for godt. Han kendte de lyse klinkegulve, svingdøren og politiassistenterne derinde. Og de kendte ham, for de havde allerede i hans sidste teenageår taget ham for både vold og butikstyveri. De havde skrevet rapporten, da han i høj fart smadrede en bil fyldt med sine festglade venner ind i et træ. 

I dag giver det stadig et ryk i den nu 37-årige Heines tatoverede krop, når han hører politisirener. Men det er der sådan set ingen grund til. Det er mere end et årti siden, at han sidst har været på kant med loven.

Mod alle odds er det lykkedes Heine at få vendt bøtten. Stoppe med at begå indbrud og svindel, lægge stofferne på hylden og få det godt. Han har kanaliseret al den ild i røven, han får af sit ”crazy gen”, over i iværksætteri. Og han er god til det.

To succesrige virksomheder fra hans hånd er allerede blevet solgt, og han er ved at få godt gang i en tredje. Heine er blevet gift, har fået fire sønner, en hund og snart en hvalp. I dag har han et godt liv, synes han.

Men sådan har det ikke altid været.

Da Heine er 11 år vælter hans verden. Hans forældre fortæller ham, at de skal skilles. Selv om skilsmissen er fredelig, oplever Heine den som dybt traumatiserende og meget turbulent. Familien flytter en del, og Heine føler sig svigtet. Han får ikke den opmærksomhed, han har behov for. 

Allerede kort efter skilsmissen begynder den unge Heine at stjæle. Første gang er i skolen. Klassekammeraten Danny har nogle mælkepenge med, som ligger fremme. Da alle børnene har forladt klasseværelset, bliver Heine tilbage. Han napper mønterne og lægger dem i sin egen taske.

Det bliver selvfølgelig opdaget, at pengene er væk, og den strenge klasselærer, Hr. Jespersen, beder alle børnene tømme deres tasker.

- Så vælter det ud med tyvere fra min taske. Det er nøjagtigt det antal, som Danny mangler. Hr. Jespersen går ikke amok, men trækker mig til side og fortæller mig, at det her simpelthen bare ikke er i orden, husker Heine. Efterfølgende skal han op foran hele klassen og sige undskyld.

Hr. Jespersen er streng, men retfærdig. Han er et fast holdepunkt i Heines teenageår.  

- Jeg vidste hundrede procent, hvor Hr. Jespersens grænser var, hvilket jeg manglede derhjemme. Jeg kunne regne med ham. Jeg tror, det var svært for mig at vide, hvor andre voksnes grænser var, husker Heine.

Men Hr. Jespersens strenge disciplin får kun sat en stopper for Heines deroute i hans timer i skolen. Balladen fortsætter i de andre timer og i Heines fritid.

Den unge Heine er vild med fodbold og god til det. Han spiller i 2. division på Djursland. På banen får han en sjælden følelse af at du til noget, og han vil gerne være professionel. En eftermiddag bliver han taget i at stjæle målmandshandsker fra en sportsforretning på gågaden i Grenaa. Han gjorde det for at blive anerkendt af de gutter, han hang med.

- For når man gør den slags, så bliver man ligesom nogen, forklarer han.

Heine er 15 år, da han første gang prøver stoffer. Det har hidtil ikke været til at få fat i andet euforiserende end alkohol i Grenaa, men nu er nogle ældre drenge begyndt at deale nede på havnevejen, og Heine og to kammerater køber lidt amfetamin.

Sammen tager de hjem til kammeraten Michael, hvor de indtager det.

 - Jeg kan huske det lige så tydeligt. Det var virkelig en ud af kroppen-oplevelse. Jeg snakkede hele natten. Det var eddermaneme sindssygt, husker Heine.

Efter den første gang bliver drengene opsøgt af dealeren igen. Denne gang er det ecstasy. Ifølge Heine en endnu vildere oplevelse end amfetaminen. Herefter er han hooked. Når der er fest og han drikker alkohol, følger stofferne med.

Heine er en festabe uden sammenligning. Råber højest, stiller sig op på bordene, sætter tempoet. Men indeni har han det ikke godt. Måske er det derfor, han gør ting, han i dag beskriver som 'åndssvage'. Til en fest henter han for eksempel en knallert, som han begynder at køre rundt indendørs med. Endnu en af mange episoder som ender på politistationen i Grenaa.

Helt galt går det, da Heine er 18 år. Her er det ikke længere bøder, irettesættelser og alvorlige miner, der møder Heine på politistationen i Grenaa. Dét, han har lavet denne gang, er alvorligere. Heine kommer i fængsel.

Stofferne og alkoholen er begyndt at gøre Heine aggressiv. Hans lunte er kort, og han opsøger konflikter. En aften sniger han og nogle venner sig ind til en fest på Grenaa Handelsskole. Her kommer gruppen op at skændes med en jævnaldrende, og skænderiet ender med, at Heine pander ham én. Fyren brækker næsen. Heine ender 30 dage i fængsel.

- Det var grænseoverskridende at få taget sin frihed, og jeg svor, at det skulle jeg aldrig nogensinde igen. Men der gik jo ikke ret lang tid, så var jeg bag tremmer igen. Også for vold, husker Heine. 

Anden gang Heine bliver dømt for vold, sker overfaldet også i byen. Han går med kammeraterne i gågaden i Grenaa, er påvirket og kortluntet.

- Så blander jeg mig i noget, jeg ikke skulle have blandet mig i. Det ender i vold, og det får jeg 20 dage for. Det var ikke sjovt, fortæller han.

Efter fængselsopholdene flygter Heine fra Grenaa. Han flytter lidt rundt, men havner i København, hvor han bor sammen med en kæreste og får en chance for at gøre drømmen om professionel fodbold til virkelighed. Han kommer på 1. divisionsholdet B93.

På overfladen ser alt ud til at være godt.

Men Heine er ulykkelig. Han kæmper med dét, han kalder sine 'dæmoner'.

Han drikker som et hul i jorden, tager stoffer og laver alt muligt kriminelt, når han ikke spiller fodbold.

- I den periode burde jeg have været rigtig glad. Jeg spillede fodbold i 1. division, og alt så lyst ud. Men det er dét tidspunkt, hvor jeg har følt mig allermest ulykkelig, husker han.

Heines veje krydser politiets flere gange, og han får et par domme. Mens dagtimerne ofte går med fodbold, er han om natten ude at lave indbrud. Han skal lave hurtige penge, som han siger. Heine bliver taget og straffes med samfundstjeneste, hvor fodboldtræneren pludselig også må agere mentor for ham. Heines liv har kun én retning, føler han, og det er nedad.

Den 24-årige Heine føler sig overbevist om, at han ikke vil nå at blive 30.

- Det eneste positive jeg havde i mit liv, var fodbolden, fortæller han.

Men dét faste holdepunkt bliver også flået ud af Heines famlende hænder, da han under en kamp brækker anklen og ikke længere kan spille. Den kriminelle løbebane overtager fuldstændig. Heine har ikke længere en indtægt fra fodbolden og skaffer sig i stedet hurtige penge ved at begå flere indbrud. Han stiller sig bag folk ved hæveautomater, lurer deres pinkoder og laver tricktyverier for at stjæle deres Dankort. Pengene brænder han af i byen.

- Jeg kan slet ikke se nogen mening med min tilværelse, og så sumper jeg helt hen. Det bliver til rigtig mange stoffer, og så ligger jeg egentlig bare og venter på, at det bliver weekend, hvor jeg kan få en form for falsk luft i sindet.

Når stofferne kommer i blodet, glemmer Heine sine bekymringer. Han er til stede i nuet. Sætter standarden for festen. Råber højest. Han bliver en anden udgave af sig selv. 

Nederlaget i København får Heine til at søge væk. Ikke hjem til Grenaa for han føler, at hans mor  egentlig helst vil have, at han bliver væk. Hun kan ikke holde til at iagttage hans totale forfald på så nært hold. Hun er selv ved at krakelere. Mormoren i Frederikshavn er mere robust. Hun har aldrig bebrejdet ham noget men stilfærdigt bemærket, at dét med kriminaliteten måske ikke var så klogt.

Heine flytter til Frederikshavn, og her lykkes det ham kortvarigt at få ro på tilværelsen. Han forsøger at træne sig op til igen at kunne spille fodbold. Holder sig fra stoffer og alkohol og besøger i stedet sin mormor hver weekend.

- Min mormor har elsket mig, uanset hvad for noget lort, jeg har lavet. Når jeg lukker øjnene og tænker på tryghed, så er det min mormors hus, jeg ser for mig. Jeg kan huske så meget fra min barndom fra det sted. Jeg kan dufte hende. Jeg ved hundrede procent, hvordan det duftede i hendes bil og hjemme hos hende. De ting kan jeg ikke huske hjemmefra.

Når Heine kommer hjem til sin mormor i weekenden, er det som at komme hjem. Hjem til vante dufte og hjem til en voksen, der vil se fremad. Mormor tror på ham. Tror på, at han nok skal klare sig.

Heines økonomi hænger i laser. Han er opført i registret for dårlige betalere og kan hverken blive godkendt til at have en telefon eller et dankort. Bøderne for kriminaliteten og en perlerække af kviklån til hurtige byture har ført ham hertil. Men sammen med sin mormor får han i Frederikshavn et overblik over, hvem han skylder penge. Det hele bliver sat i skema, og Heine kan se fremad.

-  Det første år i Frederikshavn var fantastisk.

Men opturen er kortvarig. Efter et års målrettet fodboldtræning står det klart for ham, at anklen efter bruddet bare ikke kan trænes op til professionel fodbold. Her knækker filmen igen. Heine begynder at drikke og tage stoffer og lever for at gå i byen.

Heine rammer bunden på en rejse alene ud i verden. Han havde set frem til turen. Solgt alt, hvad han ejede for at få råd. Nu skulle han på en rejse, der skulle give ham indsigt i sig selv. Turen begynder i Dubai, hvor Heine kan bo nogle uger hos en kammerat, inden han drager videre på sin sjælerejse på egen hånd. Så langt når han dog aldrig.

- Dag to vågner jeg op i en flyver i en kæmpebrandert. På skærmen kan jeg se, at der er under en time til, at vi lander i Thailand, fortæller Heine.

Han kigger sig forvirret omkring. Ved siden af ham i flyvemaskinen sidder hans kammerat og snorker. Heine får liv i ham. Kammeraten husker, at de to købte flybilletterne i fuldskab midt om natten, efter at Heine nær var blevet anholdt for at være fuld offentligt.

- Jeg tænker: 'Det her er simpelthen for sindssygt', husker Heine.

Alligevel fortsætter drukturen, da drengene lander i Thailand. Dén tur, Heine har solgt alle sine ejendele for, slutter brat, da pengene slipper op efter bare to ugers abefest i Thailand.

- Jeg ryger hjem på røv og albuer og har ikke engang råd til at købe en flaske vand i lufthavnen. Da jeg kommer hjem, tænker jeg, at nu er bunden altså nået.

Hjemme i Grenaa er Heine fast besluttet på at få en bedre tilværelse. Han beslutter sig for at lægge vejen forbi politistationen. Det et ikke et sted, han har gode minder fra. Svingdørene i bygningen minder ham om butikstyverierne, vanvidsdrukturene, voldsdommene og indbruddene.

- Jeg har været der ufatteligt mange gange. Jeg har altid hadet det sted.

Men han overvinder sig selv. Går ind med en stor klump i maven.

- Jeg ville se, hvor slemt det står til med min straffeattest. Jeg havde levet et liv, hvor årene bare flød sammen, og jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde været i retten.

Straffeattesten var ren. Helt hvid. Tom. Heine tror ikke sine egne øjne.

 - Det var vildt. Sindssygt. En glædelig overraskelse og et skridt på vejen til en ny begyndelse.

- Det første jeg gør, er at ringe ud til min onkel, som arbejder på en institution, for at høre, om de mangler en vikar.

Heine får jobbet på institutionen for unge mennesker med ondt i sjælen. Det bliver et vendepunkt for ham. Arbejdet giver ham følelsen af, at han kan noget.

- For første gang i hele mit liv finder jeg et arbejde, hvor jeg føler, at jeg giver mening, fortæller han.

- Det var egentlig der, hvor det gik op for mig, at jeg var noget værd.

Under et cafebesøg i Grenaa spotter han en kvinde, han ikke har set før. Han er straks interesseret og finder hurtigt ud af, at hun hedder Anne. Hun viser sig at være anderledes end andre piger. Siger ham imod og holder ham på ret kurs. Ret hurtigt bliver de et par, og i dag er Anne Heines kone og moderen til hans sønner.  

- Min kone har en kæmpe betydning for min måde at ændre mit liv på. Jeg har været sådan én, folk ikke ville sige imod. Pludselig får jeg en person i mit liv, som sætter spørgsmålstegn ved det, hvis hun føler, jeg er urimelig. Hun var den første, som satte spørgsmålstegn ved min adfærd, forklarer Heine.

Nu vil Heine livet igen. Han tror på det. Efter et års arbejde med de unge på institutionen bliver Heine med hjælp fra sin mor, stedfar og en dygtig advokat slettet fra registret for dårlige betalere, RKI. Han kan igen få et dankort og en mobiltelefon i sit eget navn. Heine er på vej mod en ny begyndelse.

Arbejdet på institutionen har givet ham en idé, for det undrer ham, at man på stedet altid får frossen fisk, når havet er så tæt på og fuld af friske fisk. Heine laver en aftale med en lokal fiskehandler og en række plejehjem og institutioner, som han bringer frisk fisk ud til. Det går godt, og Heines første erhvervseventyr, Frisk Fisken, er undervejs.

På et år går Heine fra at være registreret i RKI til at være en fyr, banken gerne vil låne penge. Han køber fiskeforretningen på Grenaa Havn og bygger kort efter en helårsrestaurant ved siden af.

I 2014 får Heine en ny ide. Han vil lave pesto ud af tang. Fiskebutikken bliver hans laboratorium, og kunderne hans testpersoner, når nye blandinger rammer blenderen. Heine tilbringer aften efter aften med at finde det perfekte mix af blæretang og sukkertang i den nye pesto. Til sidst sidder smagen lige i skabet, og Heines anden virksomhed ser dagens lys. Med Nordisk Tang vinder Heine iværksætterpriser, fødevarefestivaler og konkurrencer. I 2015 bliver Heines kåret som årets iværksætter af Business Region Aarhus.

 - Jeg flæbede, da jeg vandt prisen. Jeg var fuldstændig tom for ord og helt ude af min krop, fortæller han.

I 2017 solgte Heine sin succesfulde tang-pesto-virksomhed og gik i luften med sin nye ide: tang-chips. Han har arbejdet med ideen i et år og haft det færdige produkt på hylderne siden august.

- Jeg er sindssygt stolt over at have været den største bølgerbryder herhjemme, når det kommer til tang, siger Heine. Han husker, hvordan de første kunder, han ville give tangsmagsprøver, takkede nej, hvis de fik at vide, hvad det var.

Indtil videre har Heine solgt sine Seaman Chips i ni lande.

I dag er Heine dybt taknemmelig for at have fået en chance til i livet. Som han ser det, er det ikke én enkelt person eller begivenhed, som har gjort forskellen, men en perlerække af dem.

- For mig har der været en række personer, som har gjort, at jeg har fået lyst og styrke til at ændre retning, forklarer Heine.

Hr. Jespersen i folkeskolen, fodboldtræneren på 1. divisionsholdet, mormoren i Frederikshavn og til sidst konen Anne har alle sammen været kærlige, men faste holdepunkter, som betød, at Heine trods sin massive deroute valgte ikke at lade sig skylle helt ud med badevandet.  

- Jeg havde en uforsvarlig måde at tilbringe mit liv på. I dag er jeg taknemmelig bare ved at stå op og gå med hunden. Jeg sætter pris på bladenes struktur og regnvejret, når det er der. Jeg føler helt klart, jeg har fået en chance til, siger han. 

Heine mener, at det vigtigste, når unge mennesker, skal ud af problemer, som dem han var i, er at bede om hjælp og åbne op. 

- Det vigtigste er at række ud og have troen på det gode liv. Man skal ikke være bange og for stolt til at åbne sig op. Og så skal man se, om man kan finde én, man kan læne sig op af, forklarer han. 

- Det er vigtigt, at man ved, at der er et håb lige meget, hvor sort det ser ud.

Tekst og stillfotos: Kirstin Stefánsdóttir Egekvist
Video: Annette Bjerregaard Andersen. 
Grafik: Kristine Helms 

Redaktør: Jamilla Sophie Alvi
Teksten er baseret på interviews med Heine Max Olesen, Poul Kellberg, Morten Fjord samt avisartikler fra Heines ungdom.