VIDEO: Se de søde pingviner blive lukket ud
Torsdag kunne pingvinerne i Kattegatcentret i Grenaa indvie det nye, sjældne anlæg.
Nu er æresgæsterne endelig ankommet.
Efter længere tids venten står det nye pingvinanlæg i Kattegatcentret nemlig færdigt, og torsdag var det blevet tid til at byde anlæggets nye beboere velkommen.
Det krævede dog en lille smule overtalelse at få pingvinerne til at overvinde bekymringen ved de nye omgivelser.
Læs også
Men efter en kort tilvænning indtog flokken af æselpingviner både klipper og i særdeleshed vand med stor overbevisning og elegance.
- De bliver mere og mere og trygge. De har brugt hele anlægget i nat, og det virker til, at de er faldet godt til, siger direktør Karsten Bjerrum Nielsen.
Et meget særligt og sjældent anlæg
Anlægget i Grenaa er blot et af i alt otte anlæg i verden, der kan rumme de subantarktiske pingviner.
En af årsagerne til, at der ikke findes flere, er ifølge direktøren, at det er kompliceret og teknisk svært at bygge denne type anlæg.
Æselpingviner
Æselpingvinen er den hurtigste af sin art i verden. Den kan nemlig svømme hele 36 km/t under vandet.
De er en af fem pingvinarter, der lever og yngler i Antarktis. Men kan også findes på subantarktiske øer og i Sydafrika.
Æselpingvinen er med sine 90 cm den tredje største pingvinart.
Æselpingvinens navn kommer af, at dens kald lyder lidt som et æsel.
Kilde: Kattegatcenteret
Pingvinerne kræver nemlig en særligt ventileret luft, da de ikke kan tåle den samme som os mennesker.
Og for at pingvinerne kan have det godt, er det nødvendigt at have et kompliceret ventilationsanlæg, der kan filtrere de svampespor i luften, som pingvinerne ikke er vant til.
- Vi har valgt at være ambitiøse, fordi vi mener, at det er en unik og special oplevelse for vores gæster. Man får en fornemmelse af, hvad det er for en verden, pingvinerne lever i. Det kan noget helt særligt, siger han.
Mangler stadig de sidste tilladelser
Det var meningen, at anlægget skulle stå færdigt i påsken, så gæsterne kunne komme og se det nuttede dyr da, men i stedet er det blevet sommerferie, og det håber direktøren kan lokke endnu flere på visit.
- Der er ingen tvivl om, at det booster interessen både blandt feriegæsterne og de lokale. Jeg tænker også, at vi vil kunne se det på vores årskortsalg til særligt de lokale, siger han.
Læs også
Lige nu kan gæsterne ikke komme ind i selve anlægget. Der mangler nemlig lige de sidste tilladelser, men man kan dog se pingvinerne gennem et stort vindue.
Karsten Bjerrum Nielsen håber, at anlægget kan rumme både pingviner og mennesker fra uge 29.