VIDEO: Se de nye beboere i Kattegatcentret
Kattegatcentret er nu oppe på 22 pingviner.
En helt særlig julegave er flyttet ind i Kattegatcentret i Grenaa. Louie, Madiba, Pablo, Onslow, Bedstefar, Daisy, Fritte og Sally.
Otte nye pingviner af arten æselpingviner har nemlig hen over julen sluttet sig til centrets i forvejen 14 pingviner. De otte pingviner kommer fra Legoland og er netop ved at vænne sig til de nye omgivelser i Grenaa.
De nu 22 pingviner er ved at finde sig til rette sammen i anlægget, som med et 200.000 liter stort bassin giver dem mulighed for at nå topfarten på 36 kilometer i timen, der gør dem til verdens hurtigste art.
Pingvinerne i Kattegatcentret
De otte nye pingviner hedder Louie, Madiba, Pablo, Onslow, Bedstefar, Daisy, Fritte og Sally.
Kattegatcentrets øvrige pingviner hedder, Jimmi, Alexander, Marie, Hans, Pelle, Vera, Sofie, Cake, Marmelade, Potato, Ramsey, Clarice, Chickpea og Johanne
Pingvinerne er monogame, hvilket vil sige, at de kun har én partner ad gangen. Parret yngler sammen på land i ynglesæsonen og skilles derefter for at tage på havet. Ofte mødes samme par igen næste år for at yngle, og nogle par er sammen hele deres liv.
Ud af verdens 18 pingvinarter er det i gennemsnit 72 procent af pingvinparrene, som yngler sammen år efter år, mens det hos æselpingvinerne er 85 procent af parrene, der bliver sammen.
Kattegatcentrets nye pingvinanlæg i to etager åbnede for publikum den 18. juli 2022.
Kattegatcentrets pingvinanlæg er ét af otte pingvinanlæg i verden, hvor det er muligt at stå i samme rum som subantarktiske pingviner.
Pingvinanlægget er delt i to etager. Én over vand, og én under vand.
Kattegatcentrets 22 æselpingviner er ikke hentet i naturen, men kommer fra andre zoologiske anlæg i Europa
Kilde: Kattegatcentret
De otte nye pingviner befandt sig i Kattegatcentrets pingvinkarantæne, indtil de kom ud i anlægget til deres nye venner lige inden nytår.
- Hos pingviner gælder det faktisk at jo flere desto bedre. Pingviner er nemlig flokdyr og finder tryghed i at stå mange sammen i en stor flok. Og da vores nye pingvinanlæg i to etager kan rumme helt op til 40 pingviner, er vi rigtig glade for at kunne supplere vores pingvinflok yderligere, fortæller Thomas Mathias Spiele, der er dyrepasser og daglig ansvarlig for pingvinerne i Kattegatcentret, i en pressemeddelelse.
Otte at Kattegatcentrets andre pingviner kommer også fra Legoland, og de kender derfor hinanden. En mulig romance kan derfor genopstå, da pingvinerne Bedstefar og Johanne tidligere har dannet par.
Bedstefar er alderspræsident med 28 år, og derfor havde dyrepasserne frygtet, om han var for gammel til at blive far.
- Vi er spændte på at se, hvad der sker i pingvinflokken, når der nu er kommet nye og gamle bekendtskaber. Der er stadig pingviner i flokken, der endnu ikke har fundet sig en mage, og hvad med allerede etablerede par – bliver fristelsen for stor, så nogle skifter partnere? Det er i hvert fald tydeligt at se, at pingvinerne danser og bukker for hinanden i anlægget som er en del af deres kurmageri, siger Thomas Mathias Spiele.