Valentins far håber: Måske kommer ambulancen hurtigere
Regionens politikere vil se på, om ambulancerne kan komme hurtigere frem en række steder i Østjylland.
Minutter er alt afgørende, når uheldet er ude.
Derfor glæder det Carsten Pleman, at politikerne nu vil se på, hvordan ambulancerne kan være hurtigere fremme.
- Og så håber jeg, at de faktisk gør noget ved, siger han.
Reaktionen kommer efter TV2 ØSTJYLLANDs dækning af den lange responstid i en række postnumre i Østjylland.
Her har Carsten Pleman fortalt, hvordan han mistede sin 9-årige søn Valentin.
Den dag tragedien skete, var samtlige ambulancer på Djursland på andre opgaver, da Valentin fik et hjertestop i Holbæk på Djursland.
I stedet måtte en ambulance helt fra Randers køre af sted.
Den konkrete sag, og det faktum at der er store lokale forskelle på, hvor hurtigt ambulancerne er fremme, har fået regionens politkere til igen at se på de såkaldte responstider.
- Hvis vi skal få gjort noget ved det, skal vi nok også have lidt flere ambulancer, siger formand for hospitalsudvalget, Henrik Gottlieb (Soc. Dem.), til TV2 ØSTJYLLAND:
Læs også
- Derfor beder vi også om at få nogle beregninger på: Hvad koster det, hvis vi skal have 1-2-3-4 ambulancer mere, og hvis man får det: Hvor meget vil det forventeligt kunne nedsætte responstiden i de områder, hvor den er lang i øjeblikket.
Kæmper videre
Carsten Pleman og familien har valgt at fortælle om deres søns tragiske død for at sætte fokus på, hvad de mener er en for dårlig ambulancedækning i deres del af landet.
- Det har ikke været gratis for os rent psykisk at stå frem, siger Carsten Pleman.
Derfor er han glad for, det faktisk er lykkedes at få sat fokus på sagen.
- Det gør, at det er værd at dele vores historie og fortælle om de problemer, der er med responstider, siger han.
Se, hvor hurtigt ambulancerne kommer i dit postnummer
Region Midtjylland har et fælles regionalt mål om, at ambulancerne skal være fremme inden for 10 minutter i 75 procent af A-kørslerne - situationer, som kan være livskritiske. På kortet kan du se, om ambulancerne levede op til det mål i 2020 lokalt i dit postnummer.
Del af budgetforhandlinger
Ifølge formanden for regionens hospitalsudvalg, er der bred politisk opbakning i regionsrådet til at forbedre responstiderne i dele af regionen.
- Det er noget, alle er optaget af, siger Henrik Gottlieb (Soc. Dem.) og fortsætter:
- Derfor beder vi om de beregninger, så det kan indgå i de budgetforhandlinger, der starter op i maj måned.
Er I stålsatte på, at der skal gøres noget ved det?
- Ja, nu håber vi, at regeringen kommer med en god økonomiaftale til regionerne, så der er basis for forbedringer, og så er vi indstillet på, at der skal ske noget på det her område.
Valentins far: - Der skal flere ambulancer til
I Holbæk på Djursland er Carsten Pleman ikke i tvivl.
Uanset, hvor ambulancerne bliver placeret, så er der brug for flere af dem.
- Hvis der kommer flere ambulancer, kan det indirekte betyde bedre dækning i vores område, fordi de andre ambulancer på Djursland ikke vil have så travlt, og der vil hele tiden være én ambulance at sende ud, siger han.
Læs også
Lokalt er der faktisk planer om at rykke ambulancen væk fra Ørsted, som ikke ligger langt fra Carsten Plemans hjem i Holbæk.
Ambulancen skal i stedet flyttes til Allingåbro, fordi der i dette postnummer gennemsnitligt har været dårligere responstider end i Ørsted.
Det mener Carsten Pleman dog ikke grundlæggende løser problemet.
- Problemet er, at der er få ambulancer generelt, og det hjælper ikke at flytte rundt på dem, der er, siger han og slutter:
- Hvis der i stedet kommer flere, som er bredt udstationeret på Djursland, så vil de røde områder i Norddjurs forsvinde fra kortet.